Den mand, der lørdags skar en kamphunds hals over med en køkkenkniv, da den gik til angreb på en lille terrier, vil blive sigtet for brud på våbenloven.
12. oktober 2009, 13:41 – opdateret 12. oktober 2009, 13:44
Den mand, der lørdags skar en kamphunds hals over med en
køkkenkniv, da den gik til angreb på en lille terrier, vil
blive sigtet for brud på våbenloven. Det oplyser Søren Vægter,
leder af lokalpolitiet i Nakskov, til tv2.dk.
- Som sagen ligger lige nu, vil han dels blive sigtet brud på
våbenloven og dels for hærværk. Sidstnævnte er for at slå hunden
ihjel, siger Søren Vægter til tv2.dk.
Der findes dog paragraf 14 i straffeloven, som handler om
nødret. Den paragraf kan muligvis betyde, at knivmanden kan
frifindes i retten.
- Men det er helt og holdent op til domstolene. Vores pligt er,
at sigte enhver der begår et lovbrud. Det er ikke op til
politiet at vurdere, om han gjorde det i en god sags tjeneste
eller ej. Vores holdning betyder intet for sagen, siger Søren
Vægter til tv2.dk.
Hundeejerne bliver også sigtet
Efterforskere fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er
nu i gang med at klarlægge hele forløbet og finde ud af, hvor
køkkenkniven præcist kom fra. Det er politiets teori, at den
tililende mand hentede kniven i sit hjem, da den amerikanske
bulldog ikke ville slippe den lille terrier.
- Der var flere, der forsøgte at hive kamphunden væk, men det
kunne ikke lade sig gøre, siger han til tv2.dk.
Ifølge Søren Vægter vil også ejeren af den amerikanske bulldog
blive sigtet i sagen. Også selvom hunden blev passet af hans
mor.
- Han vil formentlig blive sigtet for brud på hundeloven,
eftersom hans hund gik til angreb på en anden hund, siger Søren
Vægter.
Den lille terrier overlevede angrebet. Den blev efterfølgende
behandlet på dyrehospitalet i Maribo. Den amerikanske bulldog,
som hoppede ud af et åbent vindue, overlevede som bekendt ikke
at få skåret halsen over.





























