Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hunde kan mere end vi aner

Menneskets bedste ven er fuld af evner, som endnu ikke er helt udforskede. I øjeblikket arbejder f.eks. flere forskergrupper videnskabeligt på at dokumentere, om hunde er i stand til at lugte sig frem til en kræftdiagnose.

Resultaterne er endnu for få til at bekræfte eller afvise teorien, men hvis metoden viser sig at være anvendelig, kan man forsøge at identificere det stof, som hundene genkender. Næste skridt vil være at udvikle en kunstig næse, som kan opfange denne lugt, skriver www.cancer.dk

På samme måde forskes der i, om hunde kan advare diabetikere om kommende blodsukkerfald, samt – som omtalt i artiklen om Nala – om de kan mærke, når et menneske er ved at få et epileptisk anfald.

Hunde hjælper mennesker som førerhunde for blinde og servicehunde for fysisk handicappede, som de bl.a. kan hente ting til. De kan være socialhunde for handicappede børn og terapihunde for ældre på plejehjem.

Og så arbejder de for politi, toldere og militær ved bl.a. at finde forsvundne levende eller døde mennesker – også under vand – og mennesker, der er spærret inde i ruiner efter f.eks. et jordskælv.

Og de kan finde kriminologiske beviser som f.eks. blod og sæd, samt narko, bomber, landminer, sprængstoffer, lugte sig frem til gas- eller benzinudslip og andre brændbare væsker, finde kviksølv i vandlåse og kemiske substanser i optiske disks, f.eks. CD, DVD, for at undgå smugling af piratkopier.

Det er en gammel kendt sag, at hunde kan lugte sig frem til de kostbare sorte svampe, trøflerne, i skovbunden, men de kan også afsløre, om der er skimmelsvamp i huset.

Listen er udarbejdet i samarbejde med Jeanette Sams-Dodd og Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.

Læs mere i Berlingske Tidende i morgen om hunden, der advarer sin ejer mod epilepsi-anfald.