Hovedpunkterne i Udlændingeaftalen

Se hovedpunkterne i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti

  • Folk, som ønsker familiesammenføring efter EU-reglerne, skal være etableret i Danmark eller i et andet EU-land.
  • Ægteparret skal afgive en tro og love erklæring under straffeansvar. Det vil sige, at hvis de giver forkerte informationer, vil de blive politianmeldt.
  • Ægteparret skal dokumentere, at de bor i andet EU-land, hvor længe de har boet i landet, ægteskabets varighed og en beskrivelse af boligen.
  • Udlændingemyndighederne kontrollerer, om ægteskabet er ægte, om ansøgeren og EU-borgeren har boet på samme adresse, at parret kommunikerer på samme sprog, aldersforskel, og om de har kendt hinanden inden ægteskabet.
  • I forhold til arbejdstagerbegrebet, om hvor længe man skal have arbejdet i et givet EU-land, vil der ikke blive fastsat en nedre grænse. Men det vil blive præciseret, at man ikke har et retskrav på at blive anset som EU-arbejdstager, selv om arbejdsforholdet har varet 10 uger eller mere.
  • Kravene til indfødsretsprøven vil blive skærpet, så prøvetiden nedsættes fra 60 til 45 minutter, i stedet for 28 rigtige svar skal man nu have 32 ud af 40 spørgsmål, og de 200 mulige spørgsmål i prøven vil ikke længere være offentlige, som de er i dag.
  • Kravene til danskprøven skærpes. Det betyder, at prøven skal bestås med karakteren fire.
  • Kravene til udvisning skærpes. Det betyder, at muligheden for udvisning af voldsdømte udvides herunder ved mildere vold og bandekriminalitet. Desuden skal domstolene i flere sager tage stilling til udvisning og varigheden af indrejseforbud bliver længere.
  • Øget kontrol med udenlandske studerende, så det sikres, at de rent faktisk studerer. Endvidere mulighed for at lukke de uddannelser, som er blevet misbrugt af "falske" studerende.
  • Den omstridte 300-timers-regel, hvor et ægtepar på kontanthjælp hver skal arbejde 300 timer inden for 24 måneder, udvides til 450 timer.

/ritzau/