Fra idag og fire uger frem kan man deltage i den årlige vinterfugletælling.
11. januar 2008, 22:30
Fra i dag og fire uger frem kan man deltage i den store årlige vinterfugletælling uden at forlade sin egen lune rede.
»Det kræver bare at man ser ud ad vinduet en gang imellem og kan bruge internettet,« siger Ragna Christensen fra obsnatur.dk, der for andet år i træk gennemfører vinterfugletællingen i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet.
Den går ud på, at man holder øje med fuglelivet omkring foderbrættet, haven, altanen, terrassen eller gården, og jævnligt indberetter, hvor mange fugle af hvert art, der har gjort ophold på stedet. Indberetningerne sker på www.obsnatur.dk, hvor man også kan se billeder af de mest almindelige fugle, hvis man er i tvivl.
»Sidste år blev der indberettet to millioner fugle, og tællingen var med til at fastslå, at den lille skovspurv med den rødbrune isse og de sorte kindpletter har overhalet gråspurven som den mest almindelige vinterfugl i de danske haver,« fortæller Ragna Christensen.
Mange munke
»23 pct. af de fugle, der blev indberettet, var skovspurve, og det var en suveræn førsteplads, for grønirisk og solsort, der kom ind på de næste pladser, udgjorde kun hver 10 pct., gråspurven ni procent og musvitten otte procent. Der blev også set overraskende mange munke,« fortsætter hun.
»Tællingen viste, at det betyder meget for fuglenes overlevelse, at folk fodrer dem om vinteren,« fastslår hun.
I år er der særlig fokus på mejserne, som i særlig grad er knyttet til haver. Musvitter og blåmejser yngler endda ofte i haver, og gerne i redekasser.
Sidste år deltog over 5.000 mennesker med 53.000 indberetninger i vinterfugletællingen.
»Folk var særligt flittige til at indberette i Københavnsområdet og på Sjælland, men vi fik indberetninger fra hele landet. Mange sendte også fotos eller små beretninger ind til obsnatur.dk,« slutter Ragna Christensen.
Sidste år varede vintertællingen i seks uger, men i år stopper den 10. februar.

































