Højesteret har afgjort, at der ikke var grundlag for at frihedsberøve den ene af de to tunesere, der er administrativt udvist af Danmark for mordplaner mod Muhammedtegner.
19. november 2008, 11:33 – opdateret 19. november 2008, 12:26
Højesteret vender både tommelfingeren op og ned til bevismaterialet mod to terrormistænkte tunesere.
Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse, når det kommer til den yngste tuneser, der har forladt landet. Her lægger Højesteret til grund, at PET har redegjort for, at tuneseren flere gange har besøgt tegneren Kurt Westergaards bolig, og at det derfor var berettiget at frihedsberøve ham.
I sagen om den anden tuneser, der bor på tålt ophold i Danmark, forholder det sig omvendt.
Her har Højsteret valgt at underkende landsrettens kendelse om frihedsberøvelse. Højsteret lægger til grund, at selv om PET i deres redegørelser vurderer, at de to tuneresere har tætte forbindelse, og han har fungeret som lederen, så er der ikke fremlagt oplysninger om grundlaget for efterretningstjenestens vurderinger.
Og da der ikke er ikke anført noget om, hvordan de oplysninger er tilvejebragt, så finder Højsteret, at beviserne mod den ældste tuneser og hans forbindelse til den anden og dennes aktivitet ikke er tilstrækkeligt belyst.
Aldrig stillet for en dommer
Begge tunesere, der er blevet administrativt udvist af Danmark, har siddet frihedsberøvet i et halvt års tid uden at være blevet stillet for en dommer.
Tuneserne er mistænkt for at planlægge et drab på tegneren Kurt Westergaard, men de har aldrig været stillet for en dommer. Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil nemlig ikke fremlægge sit bevismateriale i retten, da tjenesten ikke vil afsløre arbejdsmetoder og kildenetværk.
Det var Procesbevillingsnævnet, der besluttede at sagen om frihedsberøvelse af de to tunesere skulle for Højesteret igen.
Første gang Højesteret behandlede sagen, sendte dommerne den tilbage til byretten, fordi den ikke var blevet behandlet godt nok.
De to udviste tunesere, der kom bag lås og slå 12. februar, afviser alle anklager.
Højesteret kan ikke ændre på afgørelsen om udvisning, men alene deres frihedsberøvelse. Det er 6. gang, at den afgørelsen bliver prøvet ved domstolene.
Den yngste af de to tunesere har i mellemtiden forladt Danmark efter aftale med politiet, mens den anden bor i Århus på tålt ophold, hvilket har fået politikerne til at ville stramme reglerne.



































