Hjem fra sygehuset på rekordtid efter en stor hofteoperation

Werner Hansen har fået en ny kunstig hofte og er parat til at tage hjem efter blot tre dages indlæggelse på Hvidovre Hospital. Tidligere tog det et par uger. Et nyt, mere effektivt behandlingsforløb giver store besparelser - og patienterne er glade.

Werner Hansen, 61 år, blev indlagt mandag morgen. Få timer senere gennemgik han en 58 minutter lang operation, hvor hans stærkt gigtplagede højre hofte blev udskiftet med en kunstig én af slagsen.

Allerede samme dag klarede han selv at gå på toilettet og tilbage til sengen ved hjælp af et gangstativ. Dagen efter stod den på intensiv træning hos fysioterapeuterne, hvorefter han selv kunne gå på toilet - uden stok. Og onsdag var han i realiteten så rask, at han kunne udskrives og tage hjem til Everdrup på Sydsjælland.

»Det er gået stærkt, meget stærkt med at komme sig. Men jeg må sige, at jeg har det godt, og så er der jo ingen grund til at ligge her i 14 dage. Det er jo ikke noget hotel,« siger Werner Hansen.

Han er blandt de flere hundrede knæ- og hoftepatienter, der siden efteråret 2003 har gennemgået et nyt, såkaldt accelereret, det vil sige stærkt komprimeret og højt specialiseret behandlingsforløb på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital.

Tidligere var patienter som Werner Hansen indlagt i et par uger, når de skulle have udskiftet deres nedslidte knæ eller hofter. I dag er den gennemsnitlige indlæggelsestid nede på 3,9 dage.

Patienterne har vist sig at være glade og tilfredse, der opstår ikke flere komplikationer, og de såkaldte udskrivningskriterier er de samme. Det vil bl.a. sige, at patienten selv kan tage tøj på, komme ud af sengen og kan gå selvstændigt med hjælp fra en krykke.

Desuden betyder den kortere indlæggelsestid også en årlig besparelse for hospitalet på ca. ti mio. kr., som bruges til at udføre flere operationer og dermed forkorter ventelisterne.

»Det er et hit både for patienterne og for samfundsøkonomien. Vi har strikket et forløb sammen, hvor vi udnytter den højeste faglige viden på hvert trin, og som betyder, at folk bliver hurtigere raske - uden at det kan opfattes som en form for samlebåndsproduktion. Det afgørende er ikke, hvor længe patienterne er indlagt. Det afgørende er, hvad det er for en behandling, pleje og træning, som patienten modtager i det tidrum, den pågældende er indlagt,« siger overlæge og chef for hospitalets såkaldte alloplastiksektion, Henrik Husted, der har udviklet forløbet sammen med sygeplejefaglig leder Gitte Holm.

Lempelig narkose
Selve operationen er der ikke ændret på i det nye system. Men alle andre dele af forløbet udføres i dag på betydeligt kortere tid og mere rationelt. Tidligere blev patienterne f.eks. indlagt dagen før operationen. I dag møder de op tidligt om morgenen - fastende - samme dag, som de skal opereres.

Bedøvelsesmetoderne er mere lempelige, så de ikke skal bruge så lang tid på at vågne op efter operationen og heller ikke er så påvirkede. Allerede samme dag tilskyndes patienterne til at komme ud af sengen og - med støtte - gå på badeværelset og børste tænder. Tidligere foregik den slags i sengen, og patienten brugte som regel de første par dage til at »komme sig« efter operationen.

»Men jo hurtigere man kommer ud af sengen, jo hurtigere kommer man sig altså. Det er hjælp til selvhjælp og handler også om at mindske sygeliggørelsen af patienterne,« siger Gitte Holm.

Afdelingen gør således en del ud af at indskærpe over for patienterne, som i gennemsnit er ca. 70 år, at de i bund og grund skal betragte sig som raske mennesker. Man bruger faktisk billedet af en ældre, brugt bil, som trænger til at få udskiftet bremseklodserne, men som sagtens kan køre bagefter, selv om den måske er lidt bulet.

En central del af det nye system er også et patientseminar, som gennemføres et par uger før operationen. Her bliver hold på 12 patienter sammen med deres pårørende orienteret om det kommende forløb, om bedøvelsen, selve operationen, smertelindringen, genoptræning etc. De møder nuværende patienter samt de læger, fysioterapeuter og plejepersonale, der skal stå for behandlingen.

Den information ville de tidligere typisk have fået efter indlæggelsen. Men nu ved patienterne, hvad der venter dem. De er derfor ikke så nervøse og er mere trygge, hvilket også bidrager til at få det hele til at glide lidt lettere.

De ansatte på afsnittet beskæftiger sig heller ikke med andet end patienter, der skal have kunstige knæ og hofter, og den specialisering er også en væsentlig forklaring på, at det kan lade sig gøre med et så kort, intensivt forløb.

»Tidligere havde vi patienter liggende med flere forskellige lidelser, brækkede arme, diverse sportsskader, dårlig ryg etc. De lå meget i deres senge, og der var meget spildtid. Der var heller ikke en fast udskrivelsesdato. Det hele var mindre målrettet,« husker Gitte Holm.

Werner Hansen hjem
For Werner Hansen er det ved at være tid til at tage hjem igen. I flere år havde han gået og døjet med en nedslidt hofte, men havde trods alt kunnet klare sig. Desuden havde han også svært ved at hive de 14 dage ud af kalenderen til at ligge på sygehuset, som lægerne havde stillet i udsigt, da en operation første gang kom på tale for nogle år siden.

Men det blev heller ikke nødvendigt. Knap tre døgn efter operationen på Hvidovre Hospital var han klar til at blive udskrevet.

»Jeg glæder mig til at komme hjem. Til at kunne sidde, sove og gå - uden smerter,« siger Werner Hansen.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.