17. september 2007, 19:14

Det er nok den største historie i Jelling, siden Gorm den Gamle fik slidgigt, hans søn Haralds tand begyndte at blive blå og barnebarnet Svend Tveskæg tog ud for at erobre England.

Men det er sikkert og vist: Guldhornene er gudhjælpemig blevet stjålet igen, og denne gang blev de sidst set køre væk i en Volvo eller var det en Nissan, måske en Primera.

Ikke de rigtige guldhorn, naturligvis, enhver der kender sin Oehlenschläger og al hans higen og søgen ved jo, at »Evig bortsvandt helligdommen«, tyvstjålet af en guldsmed med lange og smidige fingre og nådesløst smeltet om.

Det var i 1802 og længe, længe siden.

Da nationen havde sundet sig, blev der midt i 1800-tallet lavet et sæt kopier af hornene ud fra nogle skitser af originalerne, men der var mere tale om en tolkning end egentlige kopier, for alle afstøbninger af de rigtige guldhorn var i mellemtiden gået tabt.

Et dobbelt uheld og en ulykkelig, ulykkelig affære.

Måske til en russer
Det er disse usikre, men velmente kopier fra 1800-tallet, som nu er blevet stjålet, udført i sølv og for et syns skyld overtrukket med guld, og hvad tyvene vil med dem, må guderne eller Øhlenschlægers ånd vide.

Måske en russisk millionær kan bruge dem som dørhåndtag. Alle muligheder står åbne og meget er allerede nævnt fra småskøre samlere til afpresningsforsøg. Væk er de i hvert fald, og dog:

På Nationalmuseet befinder sig stadig et andet sæt kopier, udført i 1970erne i et forsøg på at lave en mere nøjagtig tolkning af de gamle tegninger. Derudover har museet stadig de gamle kopi-støbeforme fra 1800-tallet og har i tidens løb fremstillet adskillige andre kopier, der er fuldstændig identiske med de nu stjålne kopier.

»De kopier af Guldhornene, der nu er forsvundet, svarer til 150 års historie, men hvis Ravbjørnen viser sig at være væk, svarer det til 9.000 års historie, siger direktør på Nationalmuseet, Carsten Larsen.

De sørgelige rester af nationalarven er således bevaret i en eller anden form, og museumsverdenens sorg er til at overskue. Værre var som sagt det med nogle af de andre genstande, som tyvene muligvis tog med sig fra museet i Jelling, nemlig den såkaldte ”Ravbjørn” fra Danmarks oldtid og et øresmykke, udført med guld fra de omsmeltede, originale guldhorn.

Hornene på tanken
Men det var først og fremmest hornene og deres symbolske værdi, det gjaldt for den forsamlede danske verdenspresse i Jelling. De var der alle sammen og på et tidspunkt gik der endda spøgefulde rygter om, at TV2 News havde sendt en ubåd til Vejle Fjord.

Men hva’ pokker – på Café Candy Corner et stenkast fra det skændede museum var der stor efterspørgsel på guldhorn, men pressefolket måtte dog tage til takke med muffins og latte.

Også på Statoil-tanken var dagens joke, om de havde guldhorn, i stedet for de gængse ”Skagenshorn.” Men den slags guldhorn kan ikke være længere væk, end en entreprenant lokal bager kan nå at lave dem.

Og imens er tyveknægtene i hvert fald i ånden er på vej ned ad den tyske motorvej og skåler i moselvin på Rasthof Holledau, muligvis i medbragte horn på vej til ukendt adressat.

Naboer er blevet afhørt, men har kun kunnet bidrage med ganske lidt, forlyder det. På bænken over for museet sidder Stepjan, museets bosniske pedel, og venter på at blive lukket ind, og han ved heller ikke noget.

»Jeg blev bare ringet op klokken halvfem af direktøren, som fortalte mig, hvad der var sket, så nu sidder jeg bare her og venter.«
Stepjan kommer fra Banja Luka og har oplevet det, der er værre, men han er da også ked af det.

Og det er vi alle sammen, selv den kongelige gravhøj lige overfor hænger lidt med græsset i dag, og det skyldes ikke kun, at Jellings hunde har lettet ben op ad det. Man vandrer hvileløst frem og tilbage og kigger på parabolantenner og plisserede nederdele og undrer sig over moden, og ind imellem tager man en afstikker op ad den lille sti, hvorfra der er udsigt til det aflange vindue ind til udstillingssalen, som tyvene nåede med en lang stige, hvorefter de formentlig med en kraftig hammer eller en brandøkse banede sig vej helt ind til de ellers så tyverisikre montrer i udstillingssalen.

De skulle være de mest sikre transportable montrer Nationalmuseet rådede over. Men der er ingen religion længere. De fik bare et skrald, og der var ingen overvågningskameraer til at forevige seancen.

Hvad der præcist blev stjålet, forblev uklart dagen igennem.

Stakkels Oehlenschläger
Nationalmuseets folk blev heller ikke meget klogere, og da politiets teknikere hen på eftermiddagen lukkede dem ind på gerningsstedet. Den daglige leder af museet i Jelling, Hans Ole Matthiesen, havde nemlig taget nøglerne til montrerne med på en tur til Letland, og hans kolleger kunne ikke udefra umiddelbart konstatere, hvad der manglede mellem glasskårne. Således får man nok ikke et overblik over det reelle omfang af de tabte kulturværdier før engang i aften.
Men væk er hornene i hvert fald, og nu higer og søger de igen, denne gang med gummihandsker, pudder og pensler.

Oehlenschläger må rotere i sin grav.