8. oktober 2008, 21:00 – opdateret 8. oktober 2008, 21:31

Den lille dreng kravler over stålhegnet uden for skolen. Han ånder på ruden ind til klasseværelset, hvor de ældste elever har matematik. Med tilfreds mine betragter han sin fortættede ånde på ruden og tegner streger på den. Det er midt i timen, og drengen skulle egentlig sidde i sit klasseværelse og modtage undervisning. Men et eller andet er kokset.

De tre store elever i klassen fortsætter deres øvelse med at folde papiret i halve, fjerdedele, ottendedele, sekstendedele... En lærer går ud til drengen, og kort efter følges de to gennem klasselokalet. »Hvor er det en fin træningsdragt, du har fået dig,« siger læreren til drengen.

Specialskolen Frederikskolen på Frederikberg er for de »frække« børn, som skoleleder Per Mikkelsen med et grin betegner klientellet på aktuelt 21 børn fra 0.-9. klasse. Her går problembørnene, som folkeskolen har opgivet efter år med skældud og skoleskift.

»Her skælder vi ikke ud. Når man kommer her, har man fået alt den skældud, man skal have i hele sit liv. Man har rigtig mange gange fået at vide, at man er dum og forkert,« siger Per Mikkelsen.

Folkeskolens nomader
På Frederikskolen går de børn, hvis »udadreagerende adfærd« har gjort dem til nomader i folkets skole.

»Der er ikke mange voksne, der kan sætte sig ind i, hvor stor en belastning det er for børn at skifte skole. Vi har elever her, som har skiftet skole fire-fem gange, og som er dybt mistroiske over for voksne. Når jeg siger til dem, at de ikke kan blive smidt ud af vores skole, så glipper de med øjnene. Og så skal de prøve os af ... Det kan være meget voldsomt.«

Ea i 5. klasse har gået på fire skoler, før hun kom på Frederikskolen. Hun sidder i en lænestol og læser om Italien. »Jeg er halvt italiener,« siger hun og kaster med en hurtig bevægelse håret bag skuldrene. For Ea er Frederikskolen noget særligt.

»Det er meget bedre her. De skælder ikke ud. Og når der er noget, man ikke kan, så hjælper de én. Det gør de ikke ude i de normale skoler. Dér siger de bare, at man skal springe det over, man ikke kan finde ud af. Men så lærer man jo ikke noget. Her har vi også meget mere frihed.«

Men stemningen er ikke med Ea og de andre på Frederikskolen. Der foretages for tiden en lind strøm af undersøgelser blandt lærere og skoleledere, som konkluderer, at der er for mange forstyrrende børn i folkeskolen. Skolen er for rummelig, lærerne får stress, og de normale børn forsømmes. I Folketinget er der stemning for, at det skal være lettere at smide de urolige børn ud af skolen.

Ud af spjældet
Det banker på døren til Per Mikkelsens kontor. Det er nogle af de gamle elever - glade øjne og et kæk »Hej Per«. De sætter sig lige ud i skolegården og venter. Per Mikkelsen flækker i et grin: »Det er nogle værre rødder. Den ene er lige kommet ud af spjældet...«

Men det er også nogle gode drenge. Det viser de ved at komme tilbage. De er ikke ligeglade.

Sådan er det ikke for alle børnene på Frederikskolen. En lille gruppe på fem elever er så skadede, at de ikke kan nåes med skolens gængse pædagogik. Det kan ikke lade sig gøre at skabe relationer til dem. Alle forsøg mødes med voldsomme aggressioner og afvisninger.

»Det er børn med et frygteligt gadesprog. Men når et barn siger »hold kæft din fede luder, gå hjem og knep din mor i røven«, så siger vi »når du siger sådan, så tænker jeg, at du er enormt vred«. Så siger barnet, at jeg er »en fucking bøssekarl«. Men jeg siger: »Der må være nogen, du er rigtig vred på, når du siger sådan til mig.« På et eller andet tidspunkt i den proces, vil barnet altid komme med nogen informationer, og så kan jeg begynde at handle,« forklarer Per Mikkelsen.

Plads til problembørn
Det er måske ikke så underligt, at de ind imellem opgiver ude i de »normale« skoler. De store elever er godt nok søde og nærmest høflige over for gæsterne fra avisen, mens vi i middagspausen hygger med Paella og snak om den skiferie, skolen skal på i januar. Men ét enkelt forkert ord fra en af kammeraterne, og så stryger fuckfingrene i vejret, og eleverne demonstrerer beredvilligt sidste nyt i latrinære og seksuelle gloser.

Per Mikkelsen ved godt, at det er let at pege fingre adfolkeskolen. Ressourcerne er ikke de samme som på specialskolerne, og man er på hårdt arbejde i en klasse med 25 børn, hvor tre børn har en afvigende adfærd.

Men alligevel kunne folkeskolen rumme flere problembørn med ændret pædagogik og undervisning, mener han. Anerkendende pædagogik i stedet for endnu en omgang »SÆT DIG NED - JEG SIGER DET KUN ÉN GANG«, og en langt mere lærerstyret og struktureret undervisning.

Halvdelen af Frederikskolens børn kommer tilbage til folkeskolen. De skal først bevise, at de kan begå sig, droppe pjæk o.s.v. Som Nat siger: »Det er kun op til mig selv, om jeg kan komme tilbage.«

Men mange elever slæber rundt på tunge ADHD-diagnoser, som vil gøre deres tilbagevenden usikker. 80 procent af ADHD-tilfældene er arvelige, og ofte kan familierne berette om en morfar, der var lidt mærkelig, fortæller Per Mikkelsen.

Men som han tilføjer: »Forskellen var, at morfar blev rummet. Både i skolen og i arbejdslivet.«