Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Her ligger dit super-sygehus

Danmarks-kortet over de kommende, topmoderne super-sygehuse nu helt på plads efter beslutningen om at etablere et såkaldt hovedsygehus i Køge samt akut-sygehuse i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster.

Efter et flertal i regionsrådet i Region Sjælland i
weekenden blev enige, er de sidste byggesten til den fremtidige
akutsygehus-struktur i Danmark nu på plads.

Region Sjælland etablerer et nyt, topmoderne sygehus i Køge med næsten 1.000 senge og en bred vifte af højt specialiserede behandlinger. Samtidig etableres der såkaldte akut-sygehuse i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster med hver mellem 250-375 senge og med en række eksperter inden for bl.a. det ortopædkirurgiske-, medicinske og børne-området, som står klar døgnet rundt til at tage sig af akut opstået sygdom og tilskadekomst.

Over de kommende 10 år skal der bruges et større milliard-beløb på at etablere i alt godt 20 ”super-sygehuse”, spredt ud over det ganske land.

I nogle tilfælde vil der være tale om helt nybyggede sygehuse på ”bar mark”, det gælder i Aalborg, Gødstrup, Hillerød og Odense, mens projekterne i Køge og i Skejby også er så store og monumentale, at de også er tæt på at falde inden for kategorien ”helt nye sygehuse”.

Riget får ny fløj

Blandt de resterende sygehuse er der lagt op til en betydelig modernisering og i nogle tilfælde udvidelse af den eksisterende bygningsmasse, f.eks. skal der bygges en helt ny nordfløj i tilknytning til Rigshospitalet i København til 1,85 mia. kr., mens Herlev Hospital udbygges for 2,25 mia. kr.

I alt 40 mia. kr. er det hensigten at bruge på projekterne, som finansieres af staten og regionerne i fællesskab. Projekterne er blevet bedømt af et ekspertpanel med den tidligere direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab Erik Juhl i spidsen.

Grafik: Her ligger de kommende sygehuse

De første 25 mia. kr. er blevet udmøntet, mens de resterende 15 mia. udmøntes senere. Det betyder, at der endnu ikke er blevet sat støttebeløb på til flere af projekterne, herunder nybygnings-projekter i Hillerød, Gødstrup og projekterne i Region Sjælland. Regeringen forventes at melde beløbene ud senere på året, evt som afsæt for en kommende valgkamp.

Supersygehus i Køge møder modstand

Aftalen i Region Sjælland er indgået mellem Socialdemokrater, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale. Beslutningen skal dog endelig bekræftes på et regionsrådsmøde senere på måneden, og enkelte medlemmer af de pågældende partier har signaleret, at de er skeptiske over for aftalen, ligesom SF har bebudet, at de vil kæmpe for at få den ændret.

Der er således markant utilfredshed med aftalen i de to største byer i regionen, Roskilde og Næstved, som må ”nøjes med” en status som ”nærsygehuse” med planlagte behandlinger, lægevagt og en form for skadeklinik, uden dog at kunne levere akut-behandling på samme højt specialiserede niveau som de fire akut-sygehuse.

I aftalen er der også enighed om, at Kalundborg og Nakskov ikke skal have egentlige sygehuse, men derimod sundhedscentre i samarbejde med de respektive kommuner.