5. januar 2002, 00:00 – opdateret 26. februar 2003, 12:22

»Et hjem er et sted, hvor der er nogen hjemme.«

Denne simple læresætning har stået som en ledestjerne for Erik og Louise Adrians liv i snart ni år, siden de ventede deres første barn.

Og derfor er der masser af liv i den rummelige Vesterbro-lejlighed, da Weekend kommer på besøg, selv om det er en ganske almindelig onsdag formiddag, hvor de fleste børnefamilier forlængst har låst gadedøren udefra og fordelt sig mellem vuggestue, børnehave, skole og arbejdspladser.

Ude i entreen er Louise Adrian ved at give tvillingerne Julius og Leander på snart to år flyverdragter på for at tage dem en tur i parken, og det går ikke stille af. I den hyggelige stue med reoler til loftet og et stort flygel i det ene hjørne hjælper Erik Adrian fire-årige Johanna med at klippe påklædningsdukker og får samtidig ryddet det sidste af morgenbordet. Kun de to ældste ældste af den imponerende børneflok, Katharina på otte og Benedicte på seks år, mangler. De er i skole.

»Da vi ventede Katharina, var vi meget enige om, at det ville være godt, hvis én af os kunne gå hjemme og passe barnet og husholdningen, mens den anden tjente pengene. Men ingen af os havde lyst til at være den, der udelukkende tog sig af hjemmet, for vi elsker begge vores arbejde - og vi elsker begge at arbejde,« siger Erik Adrian.

»Derfor endte vi med at indrette os sådan, at vi deler en fuldtids arbejdsplads i hjemmet og deler et fuldtidsarbejde ude. At vi så i perioder begge kommer op på mere end halvtids arbejde, er en anden sag, men det kompenserer vi for ved at have f.eks. rengøringshjælp hver dag og af og til også få hjælp til indkøb og madlavning,« tilføjer han.

»Men set i gennemsnit over de seneste otte et halvt år har vi ligget på en husstandsindkomst på gennemsnitligt én fuldtidsindtægt.«

Det kan familien klare sig for, fordi de er så heldige at have en god lejebolig, hvor de kan få boligsikring, samt at bo så centralt, at de ikke har brug for bil, forklarer Erik Adrian.

»Havde vi været nødt til at investere i en ejerbolig, kunne det ikke lade sig gøre,« understreger han. »En ejerbolig på Vesterbro koster minimum en million kr., og det kræver to fuldtidsindtægter, hvis økoniomien skal balancere.«

Det er baggrunden for, at Erik Adrian har engageret sig i landsforeningen SAMFO, en tværpolitisk, landsdækkende forening, der arbejder for at give forældre mulighed for at vælge selv at passe deres børn.

»Pengene skal følge børnene i stedet for institutionerne,« siger han. »I øjeblikket binder staten 70.000 kr. i enden på hver vuggestueplads. Samfundet ville få meget mere for de penge, hvis forældrene i stedet for at sende børnene i institution fik økonomisk mulighed for at skabe en god opvækstramme for dem i hjemmet.«

Erik Adrians og SAMFOs pointe er bl.a., at der er en masse skjulte samfundsudgifter forbundet med den opvækst, børn har i det danske samfund i dag.

»Vi masseproducerer for eksempel brudte familier og skilsmisser. Når man kan tilbringe mere spændende og udfordrende tid sammen med sine arbejdsfæller end sammen med sin ægtefælle, og når den tid, man har sammen med ægtefællen er domineret af praktiske gøremål og »hvorfor har du ikke gjort dit og dat...«, så er det kun et spørgsmål om tid, inden filmen knækker,« siger han.

»Vort samfund er skruet sammen, så det hverken er spændende, udfordrende eller udviklende at være i hjemmet. Og så er der ikke noget at sige til, at folk flygter fra det. Men hvis hjemmet og det at være sammen i hjemmet ikke er identitetsskabende for forældrene, hvordan kan det så blive det for børnene?«

Erik Adrian forestiller sig, at pengene kan følge børnene enten ved at give f.eks. et skattefradrag til forældre på f.eks. 50.000 kr. pr. barn til højst tre børn, som man gjorde frem til 1971. Eller ved at give et direkte tilskud til forældre, en slags borgerløn, svarende til en vis del af de offentlige tilskud til daginstitutioner.

»Nogle vil selvfølgelig straks begynde at tale om tilbageslag for ligestillingen og »kvinderne hjem til kødgryderne«. Men jeg mener tværtimod, det er et progressivt tiltag, der bidrager til at fastholde de landvindinger, der er opnået på ligestillingsområdet. For det kan jo ligeså godt være manden, der går hjemme,« siger Erik Adrian.

»Det er klart, at det kræver en holdningsændring, som bygger på oplysning - f.eks. den oplysning, at hovedårsagen til skilsmisser ikke er utroskab, men at moderen bliver dødtræt af både at have udejob og samtidig hovedansvaret for hjemmet. Det må vi mænd lære at forstå, hvis vi vil afværge skilsmisse, og derfor er det også mit ansvar som mand og far at sørge for, at min kone har det godt. At hun kommer ud blandt andre mennesker og får brugt sin uddannelse og ikke drukner i bleer og syge børn.«

Dagplejerløn

I øjeblikket går Erik Adrian hjemme og passer tvillingerne Julius og Leander takket være en ordning i Københavns kommune, hvor forældre til tvillinger tilbydes dagplejerløn for at passe deres egne børn i hjemmet. Forældrene skal så betale kommunen, hvad det ellers ville have kostet at have børnene i offentlig dagpasning.

Det er en knaldgod ordning, understreger han, selv om det kommunale bureaukrati forekommer lige i overkanten, når han f.eks. skal indsende månedlige redegørelser for, hvornår børnene »holder fri«.

»Men til gengæld får jeg stillet alt muligt specialudstyr til rådighed, barnevognsseler, sækkevis af bleer og partoutkort til Zoologisk Have, og det er jo dejligt.«

Til februar, når tvillingerne fylder to, har Erik Adrian indenfor de sidste otte et halvt år haft sammenlagt to års orlov, hvor han har været sammen med sine børn på fuld tid. Og han er ikke bleg for at indrømme, at det er hårdt arbejde, der indimellem kan føles som et offer på familiens alter. Men et offer, han er mere end villig til at bringe.

»Ifølge mit kristendomssyn er det at lide afsavn helt centralt for at opnå noget større og højere,« siger han. »I en familie må det være de store og stærkes opgave at lide det afsavn i en periode af livet at gå glip af karriere, økonomisk velstand o.s.v. for at kunne yde den omsorg, børnene har brug for. Nemlig at være der, når børnene har brug for os. Ikke bare bare ved spise- og sengetid og når de er syge, men også når de er glade eller frustrerede i hverdagen,« tilføjer han og giver helt åbenlyst ikke meget for det kvalitetstidsbegreb, som ellers hyldes af mange travle børnefamilier.

»Når familierne har så lidt tid sammen, ligger der et stort pres for, at det skal være så hyggeligt og rart, når de endelig er sammen,« siger han.

»Men et ordentligt skænderi er også kvalitetstid. Børn tager ikke skade af en skideballe en gang imellem, hvis de bare har vished for, at de alligevel er elsket. Og fordi vi har et så stort kvantum af tid sammen, er der rigelig plads til at få balance i regnskabet igen.«

Erik og Louise Adrian er imidlertid også ganske klar over, at børn ikke lever af voksenkontakt alene. Derfor er de medlemmer af »Foreningen af hjemmegående børn«, der har til huse i Højdevangskirken på Amager.

»Når alle de andre børn i kvarteret er i børnehave eller fritidshjem, har vores børn selvsagt kun begrænsede muligheder for at møde jævnaldrende. Derfor har vi i Foreningen af Hjemmegående Børn et børnenetværk, hvor vi dels mødes en gang ugentligt, dels ringer sammen og aftaler, at børnene kan lege sammen hos hinanden i ugens løb. På den måde får børnene både kontakt med jævnaldrende og bevarer stadig hjemmet som rammen om deres aktivitet,« forklarer Erik Adrian.

Ligesom daginstitutioner er et ukendt begreb i familien Adrian, ser man også forgæves efter mange travle børnefamiliers helt uundværlige redningsapparatur i tilspidsede situationer, nemlig fjernsynet.

»Vi har aldrig haft et fjernsyn i huset. Men det er ikke fordi, vi synes, TV er noget forskrækkeligt noget. Snarere fordi vi føler, livet er for kort og for godt til TV. Der er så mange andre spændende ting, vi hellere vil foretage os sammen,« siger Erik Adrian.

»Men det hænger også sammen med, at vi ikke bryder os om den »zapperkultur«, der præger mange børn og unge i dag,« tilføjer han. »Uden fjernsyn får børnene mere tid til at være sammen som søskende, og vi tror, de også bedre lærer at komme gennem søskendeskænderier og andre konflikter, når de ikke har mulighed for at zappe væk fra problemerne ved at sætte sig foran fjernsynet. Det vil også få betydning for, hvordan de klarer sig senere i livet, både i forhold til andre mennesker og i arbejdslivet. Vi er på vej ind i en periode med en meget lille arbejdsstyrke, og hvis den udelukkende kommer til at bestå af »zappermennesker«, der dropper ud, så snart de møder modstand fra arbejdsgiver eller kolleger, vil det give store problemer for samfundet.«