Henrik Byager, livsstilsekspert

Hvad er det værste/sværeste ved at være mand i 2010?

»Hvis man synes, at mandssamfundet er skønt, og at manden skal sidde på magten som det naturlige overhoved, så vil der de næste ti år komme en reel feministisk magtovertagelse af alle vitale samfundsorganer, fordi kvinderne bliver de bedst uddannede, og de har eddermame fart på. Så en halvgammel mand som mig, der har danset sig rimeligt nemt igennem tilværelsen, vil begynde at få det sværere og sværere. Jeg vil blive mødt af kompetente kvinder, som vil stille helt urimelige spørgsmål til mine kompetencer, som jeg aldrig er blevet stillet før, fordi jeg har taget det som en selvfølge, fordi jeg er mand.«

Hvad er det bedste ved at være mand?

»I et land som Danmark har man mange muligheder for at realisere sit potentiale, hvis ellers man vil og kan. Og vi lever i en tid, hvor forholdet mellem mænd og kvinder bliver mere lige, og det gør verden til et sjovere sted at være. Men det kræver, at man er mand og ikke kvindeliggør sig.«

Hvad er det mest fremtrædende karaktertræk ved manden 2010?

»Forvirring! Manderollen er i opløsning, og der er ikke trådt nogle klare manderoller frem. Den moderne mand er en, der flakser rundt mellem at skulle utrolig mange ting. Han bliver mødt med enorme krav og forventninger - både fra sig selv og sine omgivelser.«

Hvis du skal sætte en overskrift på den moderne mand, hvad skal den så hedde?

»Den moderne mand, som han gerne selv vil være det, er én, som er i balance. Han skal balancere alle de livsopgaver, han selv og omgivelserne stiller ham. Han skal være i kontakt med sig selv og vide, hvem han selv er.«

En Gallup viser, at mænd skal have humor, være gode til at lytte, elske og forføre. Så gør det ikke noget, at han er en fattigrøv. Hvad siger det om den moderne kvinde?

»Hun vil have en makker. Det moderne par er et team, som skal hjælpe hinanden. derfor er der også en helt anden fordeling af pligter og glæder i den moderne familie, end der var bare for ti-femten år siden.«