Helvede ligger i Nordkorea

Bag det officielle glansbillede, forsøger henved 200.000 mænd, kvinder og børn at overleve tortur, sult og slavearbejde i Nordkoreas store netværk af koncentrationslejre og fængsler for politiske fanger. Kun få slipper ud i live. Lee Soon Ok er en af dem. Kinas pinlige rolle | En strøm af trusler

Foto Scanpix
Foto Scanpix
Det er en spinkel kvindehånd, der stikker ud af ærmet på den lyslilla cardigan. Spinkel og kendetegnet ved de fremstående blodårer, der kommer, når man som Lee Soon Ok er blevet 59 år. Det sparsomme grå hår er farvet sort. Den lægebehandling, der er en fast bestanddel i Lee Soon Oks liv, har efterhånden fået det venstre øje og en skulder nogenlunde på plads.

Udadtil er der kun få spor af syv års ophold i et af Nordkoreas frygtede fængsler for politiske fanger. Intet afslører for eksempel, at den spinkle hånd på bordpladen er den samme hånd, som den, der i maj 1988 greb fat om en skål med forgiftet kål og fordelte stykkerne til ca. 50 udvalgte fanger i Nordkoreas Kaechon-fængsel.

Lee Soon Ok var ikke færdig med at dele kålstykkerne ud, før de første fanger begyndte at dø. Blod og opkast væltede ud af munden på fangerne, der også blødte fra anus. Lægen, der overvågede fangernes dødskramper, gav hende besked på at forsvinde. Forsvinde fra et af de mange eksperimenter med ingredienserne til det nordkoreanske regimes arsenal af kemiske og biologiske våben, som hun skulle blive vidne til igen og igen. For den dag i maj var kun begyndelsen på syv år i det helvede, som Nordkorea er.

»At jeg er i live er et mirakel. Jeg er den eneste, som nogensinde er sluppet ud af Kaechon-fængslet i live,« siger Lee.

Sammen med sin søn, Tong Chul Choi, vadede Lee en vinternat i december 1995 gennem Tumen flodens lave vande og kravlede i land på den anden side af grænsen mod nord. Efter et år under jorden i Kina, hvor de levede i konstant rædsel for at blive opdaget, ankom de til et nyt liv i Sydkorea i 1997.

Lee Soon Ok var 39 år, da hun havnede i fængslet, hvor ca. 6.000 fanger - mænd og kvinder - holdes indespærret.

I 14 år havde hun været en loyal og og ukorrupt chef for det statslige forsyningskontor for fødevarer. På grund af sin nærmest blinde tro på partiet havde Lee Soon Ok ingen anelse om, hvor galt det skulle komme til at gå, da en højerestående kadre stik imod reglerne bad hende om at udlevere nogle rationer.

Lee Soon Ok nægtede at deltage i kriminaliteten, men af skræk for at blive afsløret trak kadren i sine tråde, og Lee blev arresteret i 1986. Den 9. november 1987 blev hun under en skueproces, der varede 15 minutter, idømt 13 års fængsel for at have svindlet med de rationerede fødevarer. Under de forudgående 14 måneders isolationsfængsling og den daglige tortur mistede Lee aldrig troen på, at det ville komme for en dag, at hun selvfølgelig ikke havde stjålet fra depoterne. Partiet ville tro hende, overbeviste hun sig selv om i den lille celle, hvor hun forsøgte at pleje det øje, som var blevet banket halvt ud af hovedet på hende under den første dags tortur. Der var imidlertid hverken skygge af beviser eller vidner i miles omkreds på dagen for skueprocessen mod hende. Til gengæld var der trusler.

»Skriv under på tilståelsen, ellers vil det gå hårdt ud over din mand og din søn,« lød det fra den vagt i fængslet, der agerede anklager. Senere på dagen skrev Lee under på, at hun havde svindlet med statens ejendom.

I Nordkorea er afstraffelsen af politiske forbrydere baseret på et dekret fra den afdøde diktator, Kim Il Sung. Dekretet fastslår, at en politisk forbrydelse - uden undtagelse - skal straffes i tre generationer for at udrydde oprørets sæd. Dekretet er forklaringen på, at henved 200.000 mænd, kvinder og børn ifølge den sydkoreanske efterretningstjenestes skøn holdes indespærret i det nordkoreanske gulag, hvor tortur, sult eller slavearbejde før eller senere vil gøre det af med dem. Kun én koncentrationslejr, Yodok - eller lejr no. 15 - opererer efter regler, der giver fangerne et svagt håb om engang at blive løsladt. De øvrige flere end ti koncentrationslejre er lejre, hvor fangerne er indsat for livstid, og det gælder også børn. Ingen fange er nogensinde blevet løsladt fra en af disse koncentrationslejre. Foruden koncentrationslejrene findes der to eller tre fængsler for politiske fanger.

Lee Soon Oks sidste håb var, at hendes tilståelse kunne mildne straffen for hendes søn og hendes mand. Sådan kom det ikke til at gå. Sønnen, som på det tidspunkt var tyve år gammel og studerende ved Kim Il Sung Universitetet i Pyongyang, havnede i Onsong koncentrationslejren ikke langt fra grænsen til Kina. Hendes mand, der var skoleinspektør, har hun ikke set siden arrestationen i 1986, og hun kender ikke hans skæbne.

Hos Lee Soon Ok forsvandt illusionen om Nordkorea som alle arbejderes og bønders lykkelige, kommunistiske paradis definitivt, da hun ankom til Kaechon-fængslet.

»En fange har ikke ret til at tale, le, synge eller se i et spejl. En fange skal knæle og se ned i jorden, når han eller hun bliver tiltalt af en fangevogter. Man må kun svare på vogterens spørgsmål og ikke sige andet. De børn, som kvindelige fanger sætter i verden i fængslet, ombringes på stedet,« fortæller Lee Soon Ok en eftermiddag i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, hvor himlen over byen er lige så grå og truende, som den uvisse fremtid, der hviler over den delte koreanske nation.

Hun beretter om, hvordan fangerne arbejder som slaver fra 5.30 om morgenen til midnat. Hvis en fange gentagne gange er ude af stand til at producere tilstrækkeligt, bliver der først skåret ned på de i forvejen små madrationer på 100 gram majs formet i en slags bolle og en lille kop med en salt suppe. Virker sulten ikke, havner fangen i en celle - et lille bur på 110 gange 60 cm - der står over et åbent toilethul. Her holdes fangen indespærret i op til ti dage uden hverken mad eller drikke.

»Lykken er at fange en af de rotter, der kravler op af toilethullerne, og æde den rå. Men det skal foregå i skjul. En fange kan blive skudt på stedet for at sætte en rotte til livs. Alt menneskeligt hos fangerne forsvinder i kampen for at overleve,« fortæller Lee Soon Ok.

Ikke alene havner fangerne i straffeburene, hvis man som kvinde ikke længere magter at producere kvoten på 70 par sko om dagen og banke et utal af små søm på plads med de hænder, der er ødelagte af forbrændinger fra de varme jern, som læderet skal trækkes henover. Man udvælges også til straffen, hvis man laver en olieplet på en uniform, eller hvis man ikke er i stand til, sådan som alle fanger skal kunne det i det nordkoreanske gulag, at memorere Den Kære Leders, Kim Jong Ils, nytårsbudskab til nationen og lire talen af på befaling.

Fængslets offentlige henrettelser er en anden del af den mentale nedbrydelse af fangerne, der foregår i det nordkoreanske straffesystem.

Under henrettelserne kommanderes alle fanger sammen i en stor gård. De, der skal henrettes, har bind for munden - ikke for øjnene - og bindes fast til en pæl ved brystet, ved livet og rundt om knæene. Seks vagter affyrer hver tre skud mod hver enkelt fange, og når de atten kugler har gennemboret fangen, tvinges de andre fanger til at marchere rundt om de henrettede.

Selv om døden altid er til stede i fængslet, tærer de offentlige henrettelser af vilkårlige fanger hårdt på den sidste modstandskraft. Lee Soon Ok fortæller, at de særlige straffebure som regel altid blev fyldt op med »ideologisk svage« fanger, der var kollapset eller havde grædt eller skreget under henrettelserne i gården.

»De fleste af de fanger, der var i Kaechon-fængslet, da jeg ankom, var afgået ved døden, da jeg slap ud i 1993. Det vil sige, at i gennemsnit døde ca. 1.000 fanger om året. Men der var ingen mangel på nye fanger, der ankom til fængslet uafbrudt for at holde produktionskvoterne oppe,« fortæller Lee.

Takket være sin uddannelse som bogholder og sit driftsøkonomiske talent gik det Lee Soon Ok helt usædvanligt heldigt i Kaechon-fængslet.

»Alle kvinder arbejdede med produktion af tøj og fodtøj til hæren, og mændene arbejdede i store underjordiske våbenfabrikker. Der er et kæmpemæssigt tunnelsystem under Kaechon. Jeg fik et kontorarbejde, hvor jeg hver dag skulle lave lister over døde og nytilkomne fanger. Jeg skulle også besøge alle fængslets fabrikker og holde styr på mad- og arbejdskvoter og fuldført arbejde. Jeg indsamlede de daglige arbejdsrapporter fra alle fabrikker, og jeg leverede de nye arbejdsinstruktioner til alle fabrikker,« fortæller hun.

Og så var der opgaven med at uddele de dræbende kålstykker. På det tidspunkt havde Lee Soon Ok kun været i fængslet i nogle måneder.

»Det var første gang, jeg overværede et eksperiment på fangerne. Jeg var ikke klar over, hvad det var, jeg var vidne til. Det gik op for mig senere. To eller tre gange om året blev der udført den slags eksperimenter på fangerne. Jeg husker en dag i februar 1990, da jeg var i gang med mit arbejde på et administrationskontor, der lå øverst i en bygning med fri udsigt til en stor bakke bag fængslet. Pludselig kom fængselsledelsen ind på kontoret. Det lykkedes mig at komme til at kigge ud på bakken, hvor vagter med de gasmasker, jeg havde hentet til dem om morgenen, holdt øje med ca. 150 fanger, der faldt sammen på bakken og døde. Der stod en kasse på bakken, og man kunne se, der kom noget gas eller røg op af den,« siger Lee Soon Ok.

Officielt, siger hun, er formålet med Nordkoreas politiske fængsler, at genopdrage fangerne ideologisk. Til troen på »moderpartiet«. Til troen på den 61-årige diktators, Kim Jong Il, ufejlbarlige ledelse. I realiteten, siger hun, er hun ikke i tvivl om, at et mindst lige så væsentligt formål er udnyttelsen af slavearbejdskraften til våbenproduktion og til fremstilling af nødvendige forsyninger til hæren.

Særligt hård ved de kvindelige fanger er gummifabrikken, hvor der fremstilles såler til de sko, som verdens fjerde største hær marcherer rundt i. Fabrikken er varm og uden udluftning, og det sker tit, fortæller hun, at en fange omkommer, fordi hun indfanges af den varme, klæbrige gummi, der findes i store bassiner på fabrikken. De mandlige fanger omkommer i hobetal under eksplosioner og brande på de underjordiske våbenfabrikker, hvor Lee også havde sin daglige gang.

For Lee blev fængslets produktion imidlertid ikke hendes død. Den blev hendes redning.

I 1992 fik Kaechon-fængslet ordre om at fremstille tøj til eksport bl.a. til Hong Kong. Der manglede hård valuta til fejringen af Kim Il Sungs fødselsdag. Diktatoren døde i 1994, og sønnen, Kim Jong Il, overtog faderens fallerede politiske teori om »selvforsyning« eller Juche, som det hedder i terminologien. Fejringen af først Kim Il Sung og nu Kim Jong Il er en nøglebestanddel i regimets greb om magten. Folk tvinges til massehysteriske sceancer, hvor Kim Jong Il fremstilles som den eneste, der kan redde befolkningen fra den militære udslettelse, som USA og Sydkorea i et imperialistisk ledtog angiveligt pønser på dag og nat. Systemets terror mod befolkningen kombineret med propagandamaskineriets hjernevask og oppiskningen af en krigstrussel er det, som sammen med international nødhjælp i dag holder sammen på Nordkorea.

Lee blev udpeget som en af dem, der skulle bidrage til at skaffe finanserne til festen for diktatoren. Hun fik ansvaret for at overvåge udnyttelsen af dyre, importerede tekstiler og produktionen af eksportvarerne.

Så effektiv var hun, at hun den 23. december 1992 fik meddelelsen om, at regimet havde eftergivet hende resten af straffen. Ingen er hverken før eller senere blevet benådet fra Kaechon-fængslet.

Lee Soon Ok turde nærmest ikke tro det, da hun udmattet af sult kravlede op på den lastbil, der i januar 1993 kørte ud gennem fængselsporten og videre til Onsong koncentrationslejren. Benådningen fra fængslet indebar, at hun indtil sin død kunne leve sammen med sin søn, som var havnet i den lejr. Sammen boede de i en af de faldefærdige lerhytter, der er typiske for de vidtstrakte koncentrationslejre i Nordkorea.

Lee Soon Ok ønsker ikke at uddybe under hvilke omstændigheder, det lykkedes for hende og hendes søn at flygte, men en vinternat i 1995 krydsede de Tumen floden til Kina, så meget ligger fast. Det ligger også fast, at et regime, så bestialsk som det nordkoreanske, vil styrte i grus. Spørgsmålet er hvornår og under hvilke omstændigheder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.