Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hærværk og brande rammer socialt skævt

Mange bilejere har ingen kaskoforsikring og får ikke en krone, hvis deres bil bliver brændt af. Forsikringsoplysningen opfordrer folk til at parkere med omtanke og stille cyklen i sikkerhed.

Den hærværksbølge, som den seneste uge har hærget danske byer, går værst ud over folk med små indtægter.

Det er nemlig i denne gruppe, at der flest uden kaskoforsikring på bilen og flest uden indboforsikring. Ifølge konsulent Christian Skjødt fra Forsikringsoplysningen har 20 pct. af alle bilejere ingen kaskoforsikring. 10 pct. af danskerne er uden indboforsikring, men i socialt belastede områder er det helt op til 50 pct., der ikke er forsikret, og her må folk selv betale i tilfælde af brand og hærværk.

Han har ingen opgørelse over skadernes omfang, men fastslår dog, at de i forhold til de samlede forsikringsbetalinger beløbsmæssigt er meget små.

»Måske er 100 biler udbrændt. I gennemsnit er totalskadede biler 52.000 kr. værd, så det bliver 5,2 mio. kr., men det skal ses i forhold til, at vi årligt udbetaler syv mia. kr. på motorkøretøjsforsikringer. De bygningskader, som er sket, vil formentlig løbe op i mere,« siger Christian Skjødt.

Bilejere i knibe
Uanset om de ramte bilejere har kaskoforsikring eller kun den lovpligtige ansvarsforsikring, bliver de ramt af ildspåsættelserne. Er man kun ansvarsforsikret, får man ikke en krone i erstatning. Det gør kun folk med kaskoforsikring, men også de mister penge. Folk har typisk en selvrisiko på 4.000-5.000 kr., og desuden vil de få forhøjet deres forsikringspræmie på deres næste bil. Hertil kommer besværet og ventetiden på at skaffe en ny bil.

Cykler, som er fjernet og smidt i f.eks. en brændende container, får folk erstattet, hvis de har indboforsikring. Så er der nemlig tale om tyveri. En cykel, som står i en carport, som der er sat ild til, er også dækket. Men man ikke erstatning, hvis cyklen har været udsat for hærværk, der hvor man stillede den.

»Hvis det her ikke stilner af, og man bor i et af de områder, som er ramt af uroen, vil vi opfordre folk til at tænke sig om. Det kan være en god idé at parkere et stykke vej fra boligen tage cyklen med ind i lejligheden eller parkere den i kælderen,« siger Christian Skjødt.

Der kan ikke siges noget generelt om, hvorvidt kommunerne selv skal betale for de brandskader, der er sket på skoler og institutioner. Nogle er forsikrede. Andre er det ikke, og de må hente pengene til udbedring af skaderne i kommunekassen.