Hård kritik af universiteters adgangskrav

Maskerne i nettet, som skal sortere fårene fra bukkene, inden de lukkes ind på de danske universiteter, er blevet for små. Det mener både politikere, studerende og rektorer. Videnskabsminister Helge Sander er åben over for justeringer.

Gårsdagens offentliggørelse af det lave antal optagne på universiteterne får nu politikere, rektorer og studerende til at opfordre til, at de netop skærpede adgangskrav til de danske universiteter tages op til revision.

»Universiteternes adgangs- krav har for nylig gennemgået en tiltrængt forenkling, men desværre er mange af de nye adgangskrav ulogiske. Eksempelvis er biologi i gymnasiet ikke adgangsgivende til biologi på universitetet. Og samfundsfag er ikke adgangsgivende til statskundskab. Videnskabsministeren har indrettet det sådan, at det stort set kun er matematik, der tæller. Det er slet ikke logisk,« siger SFs uddannelsesordfører, Nanna Westerby.

Det er især de humanistiske studier, som er blevet ramt. Her skal man nu i modsætning til tidligere have haft to sprog på højniveau i gymnasiet for at komme ind på universitetsgangene.

Nanna Westerby opfordrer konkret universiteternes rektorkollegium til at se adgangskravene efter i sømmene og lave et fælles udspil til nogle nye. Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, tilslutter sig forslaget og tilføjer endnu et krav til videnskabsminister Helge sander (V).

»Han bør give en dispensation til universiteterne i år, så de kan holde samtaler og derefter optage nogle flere elever, som er kommet i klemme via de nye krav, som i visse tilfælde er absurde. Mange kloge hoveder vil ellers gå tabt,« siger Christine Antorini.

Stor opbakning
Også formanden for Rektorkollegiet, rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede, mener, at skal ændringer til:

»Vi ønsker også at give reglerne et eftersyn. Nogle af adgangskravene er urimelige, og de skal luges væk inden næste optag. Ellers sorterer vi unødvendigt mange og i øvrigt egnede studerende fra,« siger han.

De univesitetsstuderende selv er også bekymrede for det lave antal af nye studiekammerater. Formanden for Studentersamfundet, Jimmi Ardahl, fra Aalborg Universitet siger:

»Skruen er blevet strammet alt for meget. Jeg tror ikke, at man kun sorterer de dårligste fra. Jeg kender flere, som ikke har søgt ind i år, fordi de mangler nogle fag på et vist niveau, som ikke har meget relevans for det, de gerne vil læse.«

I alt har 5.700 færre unge søgt ind på en videregående uddannelse i år – en nedgang på 12 procent i forhold til 2007, hvilket er et historisk fald, som altså de nye adgangskrav blandt andet får skylden for.

Videnskabsminister Helge Sander (V) har tidligere forsvaret de skærpede regler, men nu bløder han op:

»Jeg er klar over, at det faldende optag flere steder er blevet tilskrevet de skærpede adgangskrav. Derfor er jeg naturligvis parat til at se på, om vi fremover bør foretage enkelte justeringer, men jeg mener stadig, at det var rigtigt at indføre dem. Jeg er overbevist om, at de skærpede adgangskrav i sidste ende vil være medvirkende til at flere unge gennemfører en universitetsuddannelse,« siger videnskabsministeren.