Sundhedsvæsnet koncentrerer nu indsatsen om de alt for tidligt fødte børn på fire specialafdelinger, og det levner håb om bedre overlevelseschancer. I Danmark er der højere dødelighed blandt børn født før uge 28 end i de øvrige nordiske lande.
7. marts 2010, 22:30
De danske sundhedsmyndigheder går nu til kamp mod den markant høje dødelighed blandt alt for tidligt fødte børn - det vil sige børn, der bliver født bare 22-28 uger henne i graviditeten.
Midlet er en indskrænkning på behandlingsområdet til fire højt specialiserede såkaldte neonatale afdelinger på sygehusene i Aalborg, Skejby, Odense og på Rigshospitalet i København. Her skal disse nærmest ekstremt præmature børn fremover overvåges og behandles efter de mest moderne metoder og plejes af personale, der har opbygget stor faglig ekspertise på området.
Det fremgår af en såkaldt specialevejledning for pædiatri, som Sundhedsstyrelsen fornylig har offentliggjort.
»Det er glædeligt. Jeg står fagligt fuldstændig inde for at samle indsatsen på så få enheder som muligt for at højne den faglige kompetence. Afstanden kan blive lidt længere for nogle forældre, men det er en pris, der er værd at betale, for det handler jo om menneskeliv,« siger chef for Pædiatrisk Klinik I og II på Rigshospitalet, Karen Vitting Andersen.
Også landets nok førende ekspert i for tidligt fødte børn, professor og klinikchef på Rigshospitalets Neonatale Afdeling, Gorm Greisen, ser positivt på centraliseringen.
»Det er god logik, at de her meget små børn har bedre overlevelseschancer, hvis de bliver behandlet på en højt specialiseret afdeling med øvede og erfarne folk,« siger han.
Børn på 500 gram
I Danmark fødes der årligt ca. 200 levende børn bare 22-28 uger henne i graviditeten. Men blandt disse meget små, næsten fosterlignende børn, der kan veje helt ned til 500 gram, dør ca. 30 pct., inden de er store nok til at klare sig selv - det vil først og fremmest sige selv trække vejret og selv sutte mælk.
Tager man de allermindste børn, der fødes i uge 23, overlever kun 10-15 pct., mens tilsvarende børn i Sverige ifølge Gorm Greisen har en overlevelseschance på mindst 50 pct.
»Både i Norge, Finland og Sverige har de helt små børn bedre overlevelseschancer end i Danmark. Sverige er internationalt enestående, hvilket formentlig især har noget at gøre med livsstil og et mere effektivt sundhedssystem. Dertil kommer, at svenskerne har været bedre til at være tidligt aktive med de allermindste børn,« forklarer professoren.
Tidlig aktivitet indebærer, at man allerede i det øjeblik, barnet bliver født, er på forkant med situationen og putter et særligt rør ned mellem stemmelæberne og giver det særlig medicin, som hjælper lungerne med at folde sig ud. Endvidere handler det om at give barnet respiratorbehandling, indtil man kan se, at tilstanden er stabiliseret.
Ifølge Gorm Greisen er det endnu ikke standardprocedure i Danmark, selv om den særlige tidlige indsats nu er rutine på Rigshospitalet og i Skejby.
Der er dog sket klare fremskridt. For ti år siden var overlevelseschancen blandt børn, der blev født før uge 28, kun ca. 50 pct. i Danmark, mens den altså nu er omtrent 70 pct. og efter alt at dømme fortsat er støt stigende.
Der har også været en tendens til et stigende antal præmaturt fødte børn herhjemme, men stigningen er efter alt at dømme stagneret. Årsagerne til stigningen er mange og ikke fuldt belyste, men blandt de vigtigere er formentlig en stigning i den gennemsnitlige fødealder blandt kvinder samt øget kunstig fertilitetsbehandling, hvilket ind til fornylig gav en forøget sandsynlighed for at nedkomme med tvillinger.
Blandt for tidligt fødte børn er cirka 20 pct. tvillinger.

































