Fyns Politi har anholdt og fængslet en 36-årig mand med tilknytning til Hells Angels. Manden blev standset med våben og narko.
15. marts 2010, 16:47 – opdateret 15. marts 2010, 17:00
Fyns Politi har i al hemmelighed anholdt og fængslet en 36-årig mand med tilknytning til Hells Angels. Manden blev standset fredag eftermiddag, da han opholdt sig i politiets visitationszone på Afroditevej i Odense, og betjentene fandt både våben og narko, oplyser politiinspektør Albert Rasmussen fra Fyns Politi.
Politiet anholdt i første omgang manden for brugstyveri, da han kørte rundt i en stjålet bil. Men under efterforskningen fandt ordensmagten en skudsikker vest, en tromlerevolver med skarpe skud, en AK 47 automatriffel med magasiner og ammunition, 1,8 kilo hash samt 35 gram kokain.
Manden er ifølge politiet et såkaldt prøvemedlem hos Hells Angels og blev lørdag varetægtsfængslet fire uger i et lukket grundlovsforhør i Odense.
Samme weekend fandt Fyns Politi både våben og sprængstof hos en 40-årig mand i Kerteminde. Manden har ligeledes tilknytning til rockermiljøet og er også varetægtsfængslet.
- Vi har stor fokus på rockere og bander i øjeblikket. Så det er ikke tilfældigt, at vi har disse fund netop nu, siger Albert Rasmussen.
Fyns Politi indførte fredag en visitationszone i Odense efter flere sammenstød mellem folk fra rocker- og bandemiljøet. Senest blev en tilsyneladende tilfældig mand onsdag dræbt på værtshuset Havhesten i Odense.
/ritzau/

































