Groft masserøveri mod skoleelever i Greve

Politiet efterlyser vidner til et groft masserøveri i Greve tirsdag aften, hvor 10 skoleelever fik røvet iPods og kontanter af 10-15 unge.

10 skoleelever på 13-14 år blev tirsdag aften klokken 19.25 udsat for et groft røveri på et stisystem i Thors Kvarter i Greve.

Gerningsmændene beskrives som en gruppe af 10-15 unge på 13-19 år med anden etnisk herkomst end dansk.

Skoleeleverne var ude at gå en tur, da de blev antastet af gruppen.

Carsten Andersen, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller, at der ikke er noget belæg for, at de unge skoleelever skulle have gjort noget for at provokere den anden gruppe.

»Det lyser langt væk af, at man har ledt efter et påskud til at overfalde de her unge mennesker, fordi gruppen går over til dem og begynder at sige ’I har råbt efter os’ og sådan noget,« fortæller Carsten Andersen.

Skoleelever fik lussinger
Skoleeleverne blev tildelt lussinger og tre af dem fik røvet deres iPods og 2200 kroner i kontanter. Halvdelen af skoleeleverne var århusianere på udveksling i Greve.

»Det er fuldstændig urimeligt, at man kan blive udsat for sådan en behandling, når en flok unge mennesker bare går stille og roligt,« siger Carsten Andersen.

Skoleeleverne har ikke fået de store fysiske skader efter overfaldet.

Politiet håber, at nogen har været vidne til det grove røveri, så gerningsmændene kan blive fundet.

Lokalpolitiet i Karlslunde kan kontaktes på telefonnummer 114.