Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Gode råd til de afviste unge

Søg uddannelser i andre byer og vær realistisk, lyder to af rådene fra studiechef Jakob Lange til de mange unge, som i dag får afslag på at komme ind på et studium.

Mange tusinde unge modtager i dag et afslagsbrev, fordi de enten ikke har karakterer, der er gode nok eller opfylder optagelseskravene på de videregående uddannelser.

Mange af dem skal nu ud i »kvote 3« (LAV LINK), hvor de har mulighed for at søge de ledige pladser, som ikke er blevet besat, frem til 9. august. For universitetsansøgerne er der 4000 ledige pladser på 180 forskellige uddannelser rundt omkring i landet.

Jakob Lange, der er studiechef på Københavns Universitet, råder de unge til at tænke sig grundigt om, før de søger.

»Det er vigtigt, at man lige sætter sig ned og tænker sig godt om. Man skal ikke søge i panik men gøre sig klart, hvilke krav, man har til et studie og så finde ud af, hvor de kan opfyldes henne. Men samtidig skal man også være realistisk,« siger han.

Hvis man har søgt ind på lægevidenskab på Københavns Universitet og har fået afslag, kan det for eksempel være en god idé at undersøge, om der er ledige pladser på nogle af de sundhedsvidenskabelige uddannelser i provinsbyerne. Eksempelvis Esbjerg.

Hvis man derimod har besluttet sig for at tage chancen og vente til næste år, råder studiechefen, at man ikke udskyder sine tanker, men sætter sig ned i de kommende dage og uger og tænker over, hvor man vil søge ind. Man kan prioritere otte forskellige uddannelser i sin ansøgning.

»Så hvis man starter med at ønske lægevidenskab som nummer et, kan man sætte tandlæge som nummer to og sådan ned i rækken, så man til sidst ender med et uddannelse, som man burde være garanteret optagelse på. Men det skal selvfølgelig være et bud, man kan leve med,« siger Jakob Lange.