Gadefester giver kun sjældent problemer

Lørdagens hærværk ligger langt fra de typiske gade- og piratfester i hovedstaden, siger både festarrangør og politi. Typisk ender det roligt og sker i en positiv ånd.

Gadefest. Piratfest. Street Dancing. Der er mange betegnelser for fænomenet af mere eller mindre spontane og uautoriserede fester i det offentlige rum, der igennem de senere år er blevet etableret i hovedstaden.

I lørdags endte en piratfest i Hyskenstræde i hærværk, brand og efterfølgende fordømmelse, men i langt de fleste tilfælde skaber festerne i byrummet ikke de store problemer, lyder det fra både ordensmagten og en festarrangør.

- I lørdags var det ikke festen, der var i centrum, men hærværk. Havde de unge kun forstyrret folks nattesøvn, så var der nok ikke andre end de, der fik forstyrret deres søvn, der havde taget bestik af det, lyder det fra Københavns Politis talsmand, Flemming Steen Munch.

Anholdelser er sjældne
Ifølge talsmanden vil det typisk være klager over larm, der gør, at politiet bliver kaldt ud.

- Tit er man rykket ud i nedlagte fabriksejendomme, hvor man kan larme uden at genere nogen, så det betyder ofte ikke så meget andet, end at vi tager ud og ser, hvad der sker. Og det har ikke tidligere givet anledning til ret mange problemer, siger han og understreger, at der kan være nogle bevillingsmæssige forhold, hvis der eksempelvis bliver solgt alkohol.

Flemming Steen Munch oplyser desuden, at festerne kun yderst sjældent er endt med anholdelser. Det var dog tilfældet i august 2006, hvor politiet på samme nat først måtte bremse en fest i den nedlagte brandstation på Jagtvej og efterfølgende under Knippelsbro, hvor 47 unge blev anholdt.

Alt endte derimod helt roligt, da flere hundrede feststemte unge mennesker, der var samlet via sms-kæder og annonceringer på Facebook, kaprede et helt metrotog som festplads i september 2008. Festdeltagerne havde selv medbragt musik, dåseøl og papvin, og festede fra Nørreport St. til Vestamager og retur, hvor festen blev standset af en metrostewart.

Essensen er sjove fester
Ifølge Thomas Fleurquin, direktør for den årlige festival Distortion, der i år finder sted i juni og består af i alt 66 fester i Københavns offentlige rum, er det netop i positiv ånd, at langt de fleste gade­fester bliver udviklet.

- Det spændende er at skabe frie rammer for kultur i det offentlige rum. Og det er i den positive ånd, hvor vi ikke er imod noget. Vi er ikke imod livet i byen, eller imod kapitalismen. Essensen er at hylde musikken og lave sjove fester som alternativ til de kedelige natklubber med deres normalisering og regler, siger han og fortæller, at Distortion i dag kun består af lovlige fester, der udnytter reglerne »til yderste grænse« og gennem dialog med både kommunen og politiet.

Han ærgrer sig derfor også over lørdagens ballade.

»Det er en stor skam for byen, og det er at spytte på det arbejde, der tidligere er lavet. Reglerne er blevet meget bedre og mere liberale, og man kan få tilladelse til næsten hvad som helst, så man kan udnytte København sjovt og kreativt,« lyder det fra Thomas Fleurquin, der forventer, at det københavnske festpublikum også fremover vil bakke op om alternative måder og steder at feste:

»Publikum er mere og mere vant til nogle specielle begivenheder og oplevelser uden for natklubberne.«