Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Fuldstændig uforståeligt«

Skader for flere hundrede tusinde kroner var nattens pris for ungdomsklubben i Høje Gladsaxe, som blev sat i brand. Lederen af klubben er dybt rystet over urolighederne.

Synet af skader for flere hundrede tusinde kroner var, hvad der mødte lederen af Fritids- og ungdomsklubben Høje Gladsaxe, Per Uno, da han nåede frem til sin arbejdsplads her til morgen.

Han er dybt rystet over, at Gladsaxe er et af de hårdest ramte steder efter nattens uroligheder.

- Det står rigtig, rigtig slemt til, siger Per Uno, der her til morgen kunne konstatere, at alt inventar er udbrændt.

Ifølge chefpolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Ib Meng, blev der rapporteret om brande ti steder i Gladsaxe. Et af stederne var altså ungdomsklubben i Høje Gladsaxe.

Lederen af fritidsklubben kan slet ikke forstå, hvorfor det er sket.

- Det er fuldstændig uforståeligt, for vi har ingen fjender ude hos os overhovedet. Der er ingen religiøs eller politisk baggrund for, at det lige skulle gå ud over os. Det niveau er vores brugere slet ikke på, siger klublederen til Berlingske.dk.

Hele fritidsklubbens caféområde på 100 kvadratmeter blev brændt af i nat af endnu ukendte gerningsmænd, som ifølge politiets oplysninger knuste en rude for at komme ind.

Påskud for at lave ballade
Klubben bliver benyttet af unge mellem 13 og 18 år. Selvom 50 procent af dem er indvandrerbørn, mener klublederen ikke, at gerningsmændene skal findes blandt brugerne.

- Sådan som jeg ser det, er det bare et påskud for at lave ballede. Værebroskolen lige i nærheden blev jo også brændt af. De har nok tænkt, at nu skal der bare gang i gaden, siger Per Uno.