26. november 2007, 03:30

BAGGRUND

Muslimske friskoler – det er sådan nogen, der bliver lukket, fordi eleverne ikke lærer noget. Og er der ikke også noget med, at de ikke er så gode til at lære børnene demokrati?

I den danske debat har muslimske friskoler ikke just virket som magneter på superlativerne. Men ikke desto mindre tiltrækker skolerne stadigt flere elever, og de mest populære har lange ventelister.

I Københavns Kommune, hvor 15 af de 22 nuværende muslimske friskoler i Danmark ligger, går 26 procent af de tosprogede børn med ikke-vestlig baggrund i muslimsk friskole. Og noget tyder på, at det ikke kun er modersmålsundervisning og koranskole, der lokker.

De faglige resultater på de muslimske friskoler er nu så gode, at Københavns Kommune vil kigge skolernes undervisningsmetoder efter i sømmene for at se, om folkeskolerne kan lære af dem. Den ny positive vurdering bygger på en sammenligning mellem de muslimske friskolers karaktergennemsnit og deres elevers socio-økonomiske baggrund. Her viser det sig, at skolerne gennemgående klarer sig bedre end folkeskoler med et lignende elevklientel.

Bedre end ventet
Både i den særlige københavnske PISA-undersøgelse fra 2005 og i CEPOS» vurderinger af de danske skolers undervisningseffekt fremgår det ligeledes, at flere af de muslimske friskoler klarer sig bedre, end man kunne forvente ud fra deres elevers sociale baggrund.

Men vejen til denne nyvundne anerkendelse har været brolagt med skolelukninger og »dårlige mediesager«, siden den første muslimske friskole med længere levetid – Al-Aksa – blev oprettet i 1978 af en blandet kreds af tyrkiske, pakistanske og arabiske arbejdsimmigranter. Ud af de 30 skoler, der har eksisteret fra Al-Aksa og frem, er ikke mindre end 12 blevet underkastet ydeligere tilsyn af Undervisningsministeriet. Seks af disse skoler er efterfølgende blevet frataget deres statstilskud – primært på grund af deres pædagogik.

Kritikken af de muslimske friskoler har også smittet af på lovgivningen for hele friskoleområdet. I 2003 blev friskoleloven således strammet, idet det blev understreget, at skolen i hele sit virke skal medvirke til elevernes demokratiske opdragelse og lære eleverne om menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene. Kravet om, at skoleleder, lærere og bestyrelse skal kunne dansk, er ligeledes en direkte udløber af de muslimske friskolers vækst.

Kritikken af de muslimske skoler har også gået på, at skolerne hæmmer integrationen, fordi børnene ikke møder danske jævnaldrende i skolerne. Børnenes alternativ ville dog ofte være københavnske folkeskoler med en meget høj andel af tosprogede.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at de muslimske friskoler ikke længere blot kædes sammen med dårlig undervisning, skolelukninger samt manglende demokrati og integration. Når kommunale skolefolk fremhæver friskolerne for deres pædagogik og evne til at skabe mønsterbrydere, er der tale om et regulært gennembrud for skolerne.