Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Frank Jensen vil forsøge med lovlig hash

Københavns overborgmester er klar på idéen om en treårigt forsøg med lovliggørelse af hash.

Københavns Borgerrepræsentation skal i morgen debattere et forslag om at iværksætte en tre-årig forsøgsordning om lovliggørelse af hash. Det skriver politiken.dk.

Lovlig adgang til hash kendes især fra de særlige hashcaféer i Holland, hvor modellen har ført til både mindre misbrug og mindre kriminalitet.

LÆS OGSÅ: Københavnsk hash splitter S

Den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen støtter ideen, også selv om han ved, at Justitsministeriet absolut ikke ønsker »at fremme forslaget«, som han udtrykker det over for politiken.dk.

Jensen har selv siddet i Justitsministeriets stol og kender derfor alle argumenterne imod initiativer i retning af at legalisere hash.

»Mit perspektiv på emnet er et andet, nu når jeg har ansvar i lokalpolitikken«, siger Frank Jensen til politiken.dk.

»Nu har jeg fået en mere konkret indsigt. Hashmarkedet i København er kommet ud af kontrol og er en kilde til bandekriminalitet. Brugerne kan skaffe sig meget stærk hash, som giver psykoser hos nogle. Samtidig kan vi konstatere, at forbudspolitiken ikke virker efter hensigten«, siger Frank Jensen.

»Så det duer ikke, at vi som strudsen stikker hovedet i ørkensandet og lader som ingenting. Det er nødvendigt at tænke nyt«, tilføjer han.

Men Justitsministeriet giver ikke lov til det forsøg, der foreslås?

»Næppe, men så må debatten om forslaget bruges af alle til at komme videre. Vi sender et opråb til regering og Folketing om, at der er behov for nytænkning på området«, siger overborgmesteren til politiken.dk.