Underigsministeriet efterlyser oplysninger fra danskere, der kender kvinden, som angiveligt er blevet fængslet i Kuwait for sex med sin kæreste.
4. februar 2010, 14:46
Udenrigsministeriet har endnu ikke fået afklaret, om en ung, dansk kvinde er blevet anholt i Kuwait for at have haft sex med sin kuwaitiske kæreste.
Historien om den danske, arresterede kvinde blev i går trykt i en lokal avis Kuwait, men det er endnu ikke lykkedes hverken Udenrigsministeriet eller den danske ambassade i Saudi-Arabien at få be- eller afkræftet oplysningerne.
- Vi har haft kontakt med de kuwaitiske myndigheder, men de har endnu ikke kunnet verificere historien, siger Inge Durant, kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice.
Hører gerne fra kvindens bekendte
Inge Durant opfordrer danskere, der måtte kende den unge kvinde i Kuwait til at kontakte Udenrigsministeriet hurtigst muligt.
- Indtil kvindens familie eller venner selv kommer frem og siger, at de har kendskab til hende eller anholdelsen, er der ikke meget, vi kan gøre udover at afvente nyt fra de kuwaitiske myndigheder, siger hun.
Kuwaitisk avis kan tage fejl
I går oplyste den danske ambassade i Saudi-Arabien, at de endnu ingen melding havde fået om den arresterede kvinde fra de kuwaitiske myndigheder.
- Men det kan ikke udelukkes, at de lokale medier har taget fejl af nationalitet, alder og andre ting, siger ambassadør Christian Kønigsfeldt.
LÆS OGSÅ: Mystik om forsvundet dansk pige i Kuwait































