26. december 2008, 22:30

Bo Grastrup, 36, var en af de første i en strøm af officerer, der fra det nye årtusindes begyndelse besluttede at skifte uniformen ud med jakke og slips.

I 2001 havde han fået nok af et forsvar, hvor ressourcerne ikke rakte til opgaverne. Hvor han skulle hekse for at finde lastbiler, der kunne køre, når hans soldater skulle på øvelse. Hvor man skulle hekse for at finde kørelærere til at uddanne dem, der skulle køre lastbilerne. Hele tiden skulle der hekses. Bo Grastrup fik nok.

Mange af de ting, der var galt i Forsvaret i år 2000, og som fik den dengang 28-årige premierløjtnant Bo Grastrup til at søge ud i civilt job, giver stadig problemer for de ansatte.

Men nu, hvor han fra sit job som HR-chef i Nordea Markets følger Forsvaret på afstand, er der, såvidt han kan bedømme, alligevel sket en ændring. »Hvis ikke medarbejderne får de basale redskaber til at udføre deres job, falder motivationen, og det går hurtigt. Men der ser virkelig ud til at være en vilje i Forsvarets ledelse til at ændre situationen,« siger Bo Grastrup. Blandt andet Forsvarets 66 tiltag i »Operation Bedre Hverdag« er udtryk for den gode vilje, mener han.

Forsvarets bedste våben i kampen om medarbejderne er ifølge Bo Grastrup den særlige kultur eller korpsånd, der gør det til en helt unik arbejdsplads.

»Jeg beundrer Forsvaret for, at de har den kultur, hvor vi dyrkede den profession at være officer. Der var en samhørighed, følelsen af at være i samme båd, som giver en utrolig stærk korpsånd. Den er uvurderlig, uanset om man skal vinde en krig eller i forretning, og den skal de passe på ikke at sælge ud af,« siger han.

Analyse og fornemmelse
Selv har Bo Grastrup efterhånden bygget civile uddannelser i form af blandt andet en HD oven på officersuddannelsen. I dag føler han sig ikke længere som en officer, der arbejder med HR, men som et HR-menneske med en baggrund i Forsvaret. Han vender ikke tilbage. Men selv om hans skift til civile job, først i KPMG og nu HR-chef og rådgiver for ledelsen i Nordea Markets blev en succes, opfordrer han alligevel officererne til at tænke sig godt om, inden de beslutter sig. Man kan eksempelvis forsøge at analysere, hvordan ens liv vil se ud om fem år, hvis man vælger at blive, og hvis man vælger at trække i civilt. Selv om der er mange usikre faktorer, bliver man alligevel tvunget til at gennemtænke mulighederne. Oveni kommer så den uhåndgribelige følelse i maven af, om et skifte er rigtigt eller forkert.

Den tilstundende finanskrise med større usikkerhed på det civile arbejdsmarked skal man derimod ikke tillægge for stor betydning, mener han. »Som officer har du et fast job, men det rummer jo også usikkerhed, hvis du bliver udsendt internationalt, og familien måske ikke bakker op,« siger han.

Savner korpsånden
Flere af de gamle officers- kammerater har han stadig kontakt til. Nogle af dem der blev, er majorer i dag. Andre arbejder som han selv med HR eller med ledelse. En enkelt er blevet professionel pokerspiller.

En gruppe af de tidligere officerer har dannet netværket ONE, Officerernes Netværk i Erhvervslivet, for at fastholde kammeratskabet og værdierne fra officerskarrieren. De savner korpsånden. Stadig.