Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Forsker: Muslimske friskoler er for fattige

Tilsynet med de muslimske friskoler bør forbedres, og skolernes økonomi er alt for ringe, mener forsker. Trods skrabet økonomi oplever skolerne voldsom elevvækst, og eleverne klarer sig pænt til eksamen.

De muslimske friskoler må spinke og spare. Deres stramme økonomi er en væsentlig årsag til de sager om dårlig undervisning og skolelukninger, der har præget skolernes første mange år.

Det mener forskningsadjunkt Annette Ihle fra Københavns Universitet. Hun har netop udgivet »Magt, Medborgerskab og Muslimske Friskoler i Danmark«. »De muslimske friskoler er alt for fattige. De får kun halvdelen af den forældrebetaling, som danske friskoler får. Det er et problem, for friskolerne skal ikke ende som skodskoler,« siger Annette Ihle.

Den lave forældrebetaling hænger sammen med den ofte dårlige økonomi, som familierne til børn på de muslimske friskoler har.

Men de skrabede forhold virker øjensynligt ikke afskrækkende, idet eleverne vælter ind på de muslimske friskoler. På tre år er skolernes elevtal vokset fra 3.000 til 3.600. Og trods den dårlige økonomi får eleverne på de københavnske friskoler bedre karakterer end elever på byens folkeskoler med mange tosprogede. Derfor vil Københavns Kommune nu tage kontakt til de muslimske friskoler for at se, om folkeskolerne kan lære noget af friskolerne.

Kreative fag rammes
Men selv om mange af de muslimske friskoler klarer sig godt i eksamensfagene, går den dårlige økonomi ud over andre fag, mener Annette Ihle.

»Jeg har oplevet noget af den bedste undervisning, jeg nogensinde har set, på de muslimske friskoler. Men jeg har også oplevet utroligt ringe undervisning. På grund af skolernes økonomi prioriteres de fag, som primært lægges til grund for vurderingen af eleverne. Dansk, matematik og engelsk prioriteres på bekostning af de kreative fag, og de ældre elever har flere uddannede lærere end de yngre,« forklarer hun.

Særligt kritisk er Anette Ihle over for undervisningen i modersmål og religion. Den første har oftest kun symbolsk betydning, og religionsundervisningen kalder hun »autoritær« og præget af »udenadslære«.

Hun mener, at tilsynet med friskolerne skal forbedres væsentligt.

»De muslimske forældre skal føre tilsyn med, om friskolen leverer en undervisning, der lever op til friskoleloven. Hvis ikke skolen gør det, kan børnene ikke klare sig i det danske samfund. Men forældrene ser – ligesom alle andre forældre – efter, om skolen er ligesom den skole, de selv gik i. Og de tror, at en autoritær skole vil gavne børnene. Men sådan er det ikke i Danmark – her klarer man sig ikke med at række fingeren op og gentage det, læreren lige har sagt,« mener Annette Ihle.