Forældre skjuler børns psykiske lidelse

Forældre til psykisk syge børn erkender ikke problemerne, fordi de føler skyld og er bange for at blive stemplet som dårlige forældre. Det kan have store konsekvenser for børnene.

Forældre til børn med psykiske lidelser skal være åbne omkring barnets sygdom. Det mener en række eksperter, der frygter for konsekvenserne, hvis forældrene lukker øjnene for den psykiske sygdom. I gamle dage var det i psykiatrien normalt at give familien skylden, hvis et barn led af en psykisk lidelse. Den tankegang er senere blevet vendt, da forskning i et meget stort omfang frikender forældre og opvækst for at udvikle psykiske lidelser hos børn. Men for nogle forældre hænger fortidens fordomme stadig ved.

»Vi oplever mange forældre, der har svært ved at erkende, at deres barn har en psykisk lidelse, fordi de er bange for at blive stemplet som dårlige forældre,« siger Majken Blom Søefeldt, der er psykolog og souschef i PsykiatriFonden.

Hun peger samtidig på, at forældrene bebrejder sig selv for barnets sygdom og tænker på, hvad de som forældre har gjort galt.

»Når de tænker sådan, vil de automatisk føle, at omverdenen og de professionelle i behandlingssystemet ser dem på samme måde, som de ser sig selv,« siger hun.

Åbenhed betaler sig

Også på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov oplever man, at forældre føler dårlig samvittighed og skyldfølelse, hvis deres barn har en psykisk lidelse. Derfor går en del af arbejdet med at informere forældrene om årsagen til barnets sygdom og give dem nogle instrumenter til at tackle det. Det har været med til at mindske tabuet omkring børns psykiske lidelser. Men der er stadig forældre, der helt undgår behandlingssystemet på grund af skyldfølelse.

»Vi oplever stadig forældre, der ikke vil erkende deres barns lidelse, dels fordi de er flove over det og tænker, at de ikke har været gode nok til at løse problemet i familien, eller også fornægter de sygdommen, fordi det er svært for dem, at deres barn ikke trives. Det er uheldigt, og det kan have store konsekvenser, hvis forældre ikke informerer om barnets psykiske sygdom,« siger overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov Per Hove Thomsen.

Han forklarer, at konsekvensen kan være, at barnet pines længere, end det er nødvendigt, og det isolerer sig mere og mere. Samtidig udvikler barnet sig ikke, som det skal, i samvær med andre mennesker - både socialt og fagligt.

Kristine Jensen de López er lektor på Aalborg Universitet og forsker i udviklingspsykologi. Hun oplever, at man i Danmark ikke taler lige så åbent om psykiske lidelser, som man gør i andre lande. Hun er sikker på, at mere viden og åbenhed kan komme fordommene endnu mere til livs og få udryddet det tabu, der er på området.

»Vi skal forske mere i de her ting, så vi bedre forstår årsagerne til psykiske lidelser, og så skal vi have dem formidlet ud til samfundet, så forældre kan føle sig mere trygge og mindre skyldige,« siger hun.