Et forældrepar med danske statsborgerskaber, men sudanesisk baggrund, blev i går, som de første herhjemme, sigtet for at have fået omskåret deres børn.
12. juni 2008, 20:49 – opdateret 12. juni 2008, 21:02
Et forældrepar med sudanesisk baggrund blev i går varetægtsfængslet i otte dage, sigtet for at have lemlæstet to af deres døtre ved at have fået dem omskåret under et ophold i Sudan. Den 49-årige far og den 40-årige mor, der begge er danske statsborgere, nægter sig skyldige.
Ifølge vicepolitiinspektør Ove Dahl, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, kan overgrebene på pigerne, der i dag er 9 og 11 år, have fundet sted helt tilbage til 2003. Forældreparret er desuden mistænkt for forsøg på lemlæstelse af deres yngste datter på fem år.
»Vi har en begrundet mistanke om, at familien var på vej til Sudan, der var planlagt en rejse i juli måned, hvor man kan frygte, at noget lignende skulle ske med den yngste datter,« lyder det fra Ove Dahl.
I kommunens varetægt
Børnene er nu blevet anbragt i kommunens varetægt. De to ældste piger blev i går undersøgt på Retmedicinsk Institut, der kunne bekræfte, at de har været udsat for omskæring, altså at deres ydre kønsdele er blevet skåret væk. Politiet begyndte at efterforske familien efter en anmeldelse fra de sociale myndigheder, oplyser vicepolitiinspektøren.
Det er første gang herhjemme, at der er rejst sigtelse for at have medvirket til en omskæring, hvilket kan straffes med op til seks års fængsel. Forbuddet mod omskæring blev skærpet ved en lovændring i 2003, hvor det bl.a. blev gjort strafbart for forældre at medvirke til omskæring, også selvom det foregik i udlandet.
I Norge blev et ægtepar, der oprindelig kommer fra Gambia, i sidste uge sigtet for at have fået fem af deres døtre mellem 5 og 14 år omskåret. Det var en børneorganisation, der meldte parret til politiet, og det er første sag af sin art i Norge.
I Sverige, til gengæld, har en sådan sag været prøvet i retten. I 2006 blev en 41-årig mand idømt fire års fængsel for at have bortført sin 12-årige datter til Somalia og have fået hende omskåret.































