Mange forældre glemmer at få deres børn vaccineret, men i Nordsjælland tilbyder Rudersdal Kommune, at forældrene automatisk kan få besked om, at deres børn skal vaccineres.
11. marts 2010, 08:55
Der er så mange forældre, der glemmer at få deres børn vaccineret mod bl.a. kighoste, at Statens Serum Institut nu opfodrer dem til at huske at få deres børn vaccineret.
Som omtalt i Berlingske Tidende i de senere dage betyder glemsomheden bl.a., at hvert femte fem-årige børn ikke bliver genvaccineret mod bl.a. kighoste og stivkrampe.
Det kan betyde, at de praktiserende læger fremover skal til at sende rykkere ud til forældre med besked om, at de skal huske at få deres børn vaccineret.
Men i Rudersdal Kommune bliver borgerne allerede mindet om, at de skal til lægen med børnene. Det sker gennem kommunens digitale univers, Min Rude, som foreløbig har omkring 6.000 brugere.
- Det giver god mening at give besked til forældrene gennem Min Rude, oplyser kommunikationschef i Rudersdal Kommune, Mette Dyrby Kloch.
Hun siger, at der er stor interesse for at benytte det digitale univers, hvor der bl.a. er en slags familiekalender, der minder familierne om, hvornår deres børn skal til lægen i forbindelse med hele børnevaccinationsprogrammet.
- Der er i øjeblikket måske 300-400 borgere om ugen, der retter henvendelse om en digital signatur, siger Mette Dyrby Kloch.

































