Skoleledere og lærere er klar til at samarbejde med Dansk Industri og de private virksomheder om at udvikle en bedre folkeskole.
16. august 2009, 18:03 – opdateret 17. august 2009, 07:57
Skolens ledere og ansatte er ikke nervøse for, at det skal komme til at flyde med reklamer for danske virksomheder ude på skolerne, når Dansk Industri i morgen lancerer en ny alliance på skoleområdet, "Vores Skole".
- Erhvervslivet og Dansk Industri spiller en stor rolle i forhold til samfundsudviklingen, og derfor har vi en stor interesse i at samarbejde med dem. Jeg håber, at topmødet medvirker til at sætte fokus på områder, vi vil udvikle sammen, siger formanden for Skolelederne, Anders Balle.
Skolelederne er med i alliancen bag Vores Skole, der udover Dansk Industri også tæller Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever og Skole og Samfund. Alliancen arbejder for at bygge skoleudvikling på fakta og sikre en bedre folkeskole med bl.a. mere undervisning i globalisering.
Handler ikke om reklamer
Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening er også glad for, at industri-organisationen nu for første gang har engageret sig i et udviklingsprojekt for folkeskolen, der ellers traditionelt har været et offentligt anliggende.
- Vi har selv efterlyst, at virksomhederne tager et skoleansvar på samme måde, som de tager et socialt ansvar, siger han.
- Samarbejdet har et meget mere overordnet sigte end at reklamere for virksomhederne. Det handler bl.a. om, hvordan folkeskolen forbereder eleverne til at leve i en globaliseret verden. Dansk Industri har en interesse i en god folkeskole. Det handler ikke kun om, at de får gode medarbejdere, men også om at vi har et samfund med sammenhængskraft og demokratisk sindede borgere, siger Anders Bondo Christensen.
Antorini advarer
Uddannelsesordfører Christine Antorini (S) modtager det nye udspil "Vores skole" med åbne arme. Men hun mener, at organisationerne risikerer at blive skuffede, hvis de tror, at de får ændret det store i skolepolitikken.
- Det viser, at der er et meget stort medejerskab til folkeskolen. Der er ambitiøse ideer, og organisationerne brænder for, at vi skal have en god fælles folkeskole. Men problemet er, at det går i stå i landspolitikken. Vi sidder stadig og fedter med nationale test, der ikke duer, og regeringen kommer ikke med noget nyt for at løfte folkeskolen, siger Christine Antorini.
Anders Balle erkender, at den ny alliance ikke nødvendigvis får gennemført det, de ønsker i folkeskolen. Men skolelederen tror alligevel på succes for "Vores Skole" og det andet nyetablerede samarbejdsprojekt "Fælles viden – fælles handling", hvor også kommunerne deltager.
- Det er fuldstændig rigtigt, at vi risikerer at blive skuffede. Men vi vil gerne sende det budskab med de to projekter, at skoleudvikling skal bygge på facts i stedet for på politiske strømninger. Det er vigtigt for at undgå den nuværende tendens til, at skolen bliver en kastebold i et politisk spil, siger Anders Balle.
































