Anders Fogh Rasmussen vil have Europa til at udvise større solidaritet og bidrage mere til missionen i Afghanistan. Og så vil han forhandle med Taliban.
31. juli 2009, 23:41
Allerede på sin første arbejdsdag stiller Natos nye generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, kontante krav til de europæiske allierede i den vestlige forsvarsalliance.
- Den Kolde Krig ligger bag os, og tropperne skal kunne bruges mod den nye tids trusler og fjender, fastslår Fogh, der i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag fremlægger sine strategiske prioriteter og visioner for Natos fremtid.
- Det er vigtigt, at der er den rigtige balance i Nato, så Afghanistan ikke kommer til at fremtræde som en ren amerikansk aktion. Derfor skal alle europæere hele tiden gøre sig en overvejelse om, hvordan vi i Europa kan yde et større bidrag, end vi har gjort hidtil, siger Anders Fogh Rasmussen, der lørdag tiltræder stillingen som Natos leder.
Med budskaberne gør Natos ny chef det fra begyndelsen klart for alliancens 28 medlemslande, at han som den første regeringschef nogen sinde på posten vil optræde som en slagkraftig politiker og ikke som en embedsmand.
Med til den nye stil hører også, at han vil forhandle med Taliban i Afghanistan for på den måde at splitte oprørerne. Der skal dog ikke gives køb på principper ved at forhandle med de hårdeste ekstremister og terrorister fra al-Qaeda, understreger han i et interview i Politiken.
- Der er helt klart en hård kerne, som det er umuligt at opnå aftaler med. De har kun respekt for militær magt. Men der er også grupper, som man kan snakke med i et forsøg på at få skabt noget forsoning i det afghanske samfund, siger Anders Fogh Rasmussen.
/ritzau/
































