Hvis regeringen ikke er repræsenteret ved åbningen af OL i Beijing, så kommer kronprins Frederik heller ikke af sted. Det slår statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu fast.
15. april 2008, 11:59
Kronprins Frederik kommer ikke til at stå alene på tribunerne med den Kinesiske regering ved sommerens OL. Det slog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fast tirsdag formiddag på sit ugentlige pressemøde.
Han understreger, at der endnu ikke er taget stilling til, om regeringen vil deltage i åbningsceremonien.
”Der er principielt ikke noget i vejen for, at han kan deltage, men i lyset af debatten må man siger, at hvis regeringen ikke deltager, så gør kronprinsen heller ikke,” sagde Anders Fogh Rasmussen.
Dermed i mødekommer han den kritik, der har været, af hans egne modstridende meldinger om kronprinsens deltagelse efter den seneste tids debat om en eventuel politisk boykot af legene. I sidste uge sagde Fogh først, at kronprinsen godt kan tage af sted, selvom regeringen skulle beslutte sig for at blive hjemme. Dernæst sagde han, at det ville være et problem.
Det fik hele oppositionen i Folketinget og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti til at kræve et klart svar fra statsministeren.
Og svaret er altså, at hvis regeringen vælger ikke at deltage, så kommer kronprinsen heller ikke af sted. Og regeringen træffer først beslutningen senere.
”Vi er dybt bekymrede over den seneste tids uroligheder i Tibet. Det understreger behovet for dialog mellem den kinesiske regering og Dali Lama og hele det tibetanske samfund. Der er behov for en politisk løsning, der sikrer tibetanernes menneskerettigheder og kultur,” sagde Anders Fogh blandt andet.
Han understregede, at regeringen ikke taler om en sportslig boykot men kun en eventuel boykot af åbningsceremonien, som det kinesiske regime ifølge kritikere kan bruge til at profilere sig selv som en anerkendt partner og spiller på den globale politiske scene.
Kulturminister Brian Mikkelsen (K) sagde i sidste uge, at han overvejer at blive væk fra OL på grund af kinesernes fortsatte krænkelser af menneskerettighederne i Tibet.
































