Det var den pandemiske influenza A(H1N1), der slog en dansk mand ihjel i Norge for en uge siden.
3. september 2009, 10:49
En lastbilchauffør fra Pandrup er det første bekræftede danske dødsfald for den nye influenza, meddeler sundhedsstyrelsen
Den midaldrende mand blev tirsdag i sidste uge bragt til Oslo Universitetssygehus i Ullevål. Han var død ved ankomsten, og man mistænkte at årsagen var en lungebetændelse som komplikation efter et angreb af den pandemiske influenza A/H1N1), tidligere kendt som svineinfluenza.
De norske sundhedsmyndigheder har nu bekræftet, at manden var ramt af svineinfluenza.
Chaufføren var i Norge sammen med ejeren af vognmandsfirmaet, som selv kørte bilen, da han opdagede at hans ansatte og medchauffør var død i sin køje.
Kort tid efter at vognmanden var vendt tilbage til Aalborg efter den dramatiske tur, blev han syg og fik konstateret A(H1N1).
Den danske sundhedsstyrelse vil på baggrund af oplysningerne fra Norge nu overveje, om opfattelsen af alvoren ved komplikationer med lungebetændelse skal justeres. Man råder i forvejen influenza-syge til at søge læge, hvis de får vejrtrækningsproblemer.



































