Antallet af asylansøgere er næsten fordoblet på tre år, og over halvdelen bliver nu anerkendt som flygtninge. Udviklingen bekymrer Dansk Folkeparti.
13. oktober 2009, 23:26
Stik mod regeringens hensigt strømmer asylansøgere til Danmark.
Ikke siden 2003 er der kommet så mange flygtninge til landet for at opnå asyl, og langt de fleste får lov til at blive i landet. Det viser statistikker fra Rigspolitiet og Integrationsministeriet, som Berlingske Tidende har gennemgået.
Tendensen bekræftes af ministeriets Udlændingeservice, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors.
»Det er knyttet til de konfliktmønstre, der findes i verden. Ansøgerne fra Afghanistan og Irak er markant flere end andre, og en række minoritetsgrupper, f.eks. kristne, er under pres,« siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
I årets første otte måneder er 2.182 asylansøgere kommet til Danmark. Det er en dramatisk stigning på 86 pct. i forhold til samme periode i 2006 og ifølge FNs flygtningeorgan, UNHCR, en markant højere procentvis tilstrømning end i hele EU, hvor stigningen fra 2007 til 2008 var på blot seks pct.
Siden 2007 har 53 pct. af asylansøgerne opnået flygtningestatus i Udlændingeservice, der er første instans i ansøgningsproceduren. Så stor en andel er ikke set i Danmark siden 1999 under den daværende socialdemokratiske regering.
Ifølge Peter Skaarup, udlændinge- og integrationsordfører i Dansk Folkeparti, er udviklingen særdeles bekymrende.
»Det er en udfordring, det der sker nu, og vi vil bede regeringen om en forklaring på, hvorfor der igen er flere, der søger asyl i Danmark,« siger Peter Skaarup, der i næste uge skal mødes med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech for at drøfte mulige stramninger i udlændingelovgivningen.
Det er især flygtninge fra det krigshærgede Afghanistan, der kommer til i stort tal. Mange er uledsagede mindreårige børn.
Stigningen i antallet af flygtninge har medført et voldsomt øget pres på det danske asylsystem, hvor seks nye asylcentre er åbnet i år.
































