Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fly-offers mand takker for støtte

Både familien og landsbyen Genner sørger over Christiane Zeuthen, der omkom i mandagens flystyrt over Atlanterhavet.

Flagene var i går på halv mange steder i den lille landsby Genner nord for Aabenraa.

Det var her Christiane Zeuthen, den eneste dansker ombord på det nedstyrtede Air France Airbus 300, boede sammen med sin mand, skriver JydskeVestkysten.

Christiane Zeuthen, der blev 48 år, drev behandlingscentret Liva Syd, som hun åbnede i 2003 i landsbyens gamle købmandsgård.

Christiane Zeuthens mand, Lars, fik i går i hjemmet i Genner støtte af familie og venner.

- Familien er selvfølgelig i dyb sorg, og Lars har ikke kræfter til at udtale sig nu. Men han har skrevet denne besked, som du gerne må få, oplyste Christian Zeuthen, John Zeuthen til JydskeVestkysten.

Det korte, men inderlige brev, som er dateret 2. juni, lyder sådan:

"Jeg har mistet min elskede hustru Christiane Zeuthen under det forfærdelige flystyrt natten til mandag.

Hun var i Brasilien for at afslutte sin uddannelse som chok-traume-terapeut. Hendes underviser, Peter Levine, havde netop tilbudt hende at gå ind i uddannelsen som vejleder og siden lærer.

På vej hjem måtte min elskede kvinde på så grusom vis selv erfare det forfærdeligste, at livet pludseligt slutter.

Jeg sidder selv tilbage med tabet af mit livs kærlighed, og jeg kender ikke vejen ud lige nu.

Jeg skriver dette til alle jer, der har kendt og elsket hende, så I hver især kan deltage i denne sorg.

Tak til alle jer, der har tilkendegivet støtte og trøst. Bliv ved med at tænke kærligt om hende, som hun altid har tænkt kærligt om jer.

Jeg har ikke mere at sige nu.

Kærligst Lars."

Lars Zeuthen er leder af fritidshjemmet Stjernen i Bov.

Her gik flaget i går på halv, da den tragiske meddelelse nåede frem. Børn og forældre med tilknytning til stedet blev orienteret med et brev.