Mange læger fra Congo, Indien, Egypten og andre tredjeverdenslande skal tjekkes en ekstra gang.
1. marts 2010, 06:27
Det mener et flertal i Folketinget, efter at DR har afsløret flere af de udenlandske læger i at være uduelige eller direkte farlige.
- Dem kan vi blive nødt til at have kontrolleret og testet, for at se, om de kan arbejde videre i Danmark, siger sundhedsordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt, som vil se på alle autorisationer til læger fra tredjeverdenslande, der er udstedt de seneste otte år.
SF og Socialdemokraterne er enige.
Papirerne er det afgørendeI 2002 ændrede regeringen reglerne. Tidligere skulle lægerne fra tredjeverdenslande bestå flere fagprøver med det samme, for at vise deres viden, før de fik en varig autorisation.
Nu kan de vente i hele to år, før de skal op til prøverne.
I mellemtiden må de arbejde med en midlertidig autorisation udelukkende på baggrund af deres medbragte papirer, som kan være mangelfulde eller ligefrem forfalskede.
Har indkaldt ministeren
- I Socialdemokratiet har vi allerede indkaldt sundhedsministeren, fortæller den socialdemokratiske sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen.- Vi kan jo starte med at få undersøgt, hvor mange læger, det egentligt drejer sig om, og hvor de har ansættelse i dag i vores sundhedsvæsen, tilføjer hun.
Vil undersøge Sundhedsstyrelsen
Derudover kræver SF, Dansk Folkeparti og de Radikale en undersøgelse af, hvordan Sundhedsstyrelsen har varetaget sit arbejde med at udstede autorisationer.
- Nu vil jeg bede ministeren redegøre for, hvad proceduren egentlig er. Jeg er fuldstændig forbløffet over, at der slipper nogen igennem, som ikke er læger. Så må der jo være en fejl et eller andet sted. Der må være et svips i proceduren, siger de Radikales sundhedsordfører, Lone Dybkjær.



































