De unge piger, der frygter at blive udsat for æresvold og pres fra deres familier, søger i højere grad hjælp, før konflikterne bliver skåret så skarpt, at løsningerne er begrænsede, vurderer politiet.
12. marts 2008, 20:49 – opdateret 12. marts 2008, 22:12
På knap halvandet år har Rigspolitiet modtaget indberetninger på 213 sager, hvor unge piger med indvandrerbaggrund har været udsat for æresrelaterede forbrydelser. Eller har frygtet at blive det. For ifølge kriminalinspektør Kim Kliver, leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter (NEC), søger de udsatte og truede piger om hjælp langt tidligere i forløbene, end de har gjort før.
»Vi kan se, at pigerne henvender sig til os, til kvindekrisecentrene eller til socialmedarbejdere, allerede inden de tager konflikterne med forældrene. Inden de fortæller, at de har en dansk kæreste, eller at de ikke vil lade sig gifte med den, som forældrene har tænkt,« forklarer han.
I disse sager har politiet allerede høstet gode erfaringer med at deltage i mægling mellem pigerne og deres familier sammen med socialrådgivere og andre fagpersoner. Politiets tilstedeværelse har her sendt et signal om, at man »mener det alvorligt«, forklarer NEC-lederen.
Ifølge Kim Kliver har den styrkede indsats mod æresforbrydelser – blandt andet Rigspolitiets nationale handlingsplan, der blev søsat i januar 2007 – givet flere piger et håb om, at deres situation kan ændres til det bedre.
Og jo tidligere de beder om hjælp, des bedre, lyder det fra socialantropolog og æresdrabsekspert Unni Wikan fra Oslo Universitet.
»Det kan få en vældig positiv effekt, at pigerne tager kontakt på et tidligere stadie, for så er der mere håb om, at man kan finde en løsning i forhold til familien,« siger Unni Wikan.
Hun bliver bakket op af sekretariatsleder Anne Mau fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).
»Kommer de på et tidligt tidspunkt, hvor det hænger i luften, så er der større chance for at få løst konflikterne, inden det ender i bål, brand, drab eller hjemsendelse,« siger hun og understreger, at man i LOKK fortsat oplever de virkelig akutte sager:
»Vi ser også de grelle tilfælde, hvor pigerne allerede er stukket af, fordi de eksempelvis risikerer at blive bortført til hjemlandet.«
Af de 213 sager, der er blevet indberettet til Rigspolitiet på knap halvandet år, handler størstedelen netop om trusler om vold eller trusler om hjemsendelse til familiens hjemland, hvor det ofte har en åbenbar sammenhæng med et tvangsægteskab. Ifølge Kim Kliver fra NEC er der dog også sager, hvor truslerne har udviklet sig til vold.
»Så er det oftest far eller storebror, der slår. Heldigvis har vi få sager om drabsforsøg, og siden Ghazala-sagen har vi ikke nogen, der er endt med drab,« siger han.
