Det bliver mere og mere almindeligt at rejse udvisningskrav, når en udlænding begår kriminalitet. Lovændringer gør, at også flygtninge kan smides ud.
18. oktober 2007, 13:01
Fængselsstraf og udvisning af Danmark. Det tofoldige krav bliver mere og mere almindeligt, når anklagere landet over fører straffesag mod en udlænding.
Det viser interne tal fra Udlændingeservice, som Ritzau har fået adgang til.
Udlændingeservice fik i 2005 omkring 700 henvendelser fra anklagere, som ville kræve en udlænding udvist ved domstolene.
I forhold til de foreløbige tal fra i år vil antallet ved årets udgang være steget 24 procent.
- Der er kommet flere og flere bestemmelser ind i loven, som man kan påstå udvisning ud fra uden hensyn til, hvor længe vedkommende har været her, og om vedkommende har flygtningestatus, siger advokat Gunnar Homann.
Ændringerne betyder også, at forseelser, der takseres med 10 dages fængsel, nu kan medføre, at en flygtning kan smides ud af landet.
/ritzau/
































