To danske sygehuse har nu patienter mistænkt for at være smittet med svineinfluenza indlagt på isolationsstuer.
27. april 2009, 13:15
Der er alene i dag blevet indlagt fire personer på Hvidovre Hospital med symptomer på svineinfluenza, og yderligere to er på vej.
De har henvendt sig uafhængigt af hinanden og har ikke rejst sammen, oplyser oversygeplejerske Helle Ingmer fra Hvidovre Hospital til DR Nyheder.
På Aalborg Sygehus er en 50 årig mand til formiddag indlagt på isolationsstue på Aalborg Sygehus med svineinfluenzalignende symptomer, skriver tv2nord.dk.
De fire patienter på Hvidovre Sygehus er unge mennesker, som alle er født mellem 1979 og 1994. De bliver også anbragt i særlige isolationstuer, men Hvidovre Hospital gør klar til at flytte patienter ud fra andre afdelinger for at skabe den nødvendige plads til de nye indlagte.
Klokken 14 i dag er der indkaldt til hastemøde for eksperter og myndigheder, som skal gennemgå beredskabet, så det er opdateret og klar, hvis smitten kommer til Danmark. Sundhedsstyrelsen oplyste sent i går, at sygdommen ikke er konstateret i Europa, men her til formiddag blev et tilfælde konstateret i Spanien.
Else Smith, chef for Sundhedsstyrelsens Center for forebyggelse, understreger, at Danmark har medicin til at behandle sygdommen og er godt forberedt med en pandemiplan.
- Tamiflu er virksomt over for det her virus, siger hun til TV2 News.
I modsætning til fugleinfluenza smitter svineinfluenza tydeligt mellem mennesker.
- Heldigvis kan vi se af de tilfælde, der er rapporteret og veldokumenteret fra primært Nordamerika, at det er meget milde tilfælde. Folk har knap nok skullet indlægges. Så det ser ud til at være en mild influenzaform. Men ikke desto mindre skal vi holde øje med den, siger chefen for sundhedsstyrelsens center for forebyggelse.
Hvis man har mistanke om at være smittet, skal man ringe til lægen, men ikke tage bussen derhen og risikere at smitte andre.
/ritzau/



































