Antallet af danskere, der lider af den kroniske sygdom sklerose, er steget kraftigt over de seneste 60 år. Men forskerne ved ikke hvorfor.
14. april 2010, 11:14 – opdateret 14. april 2010, 11:23
Sklerosen har haget sig ubehageligt godt fast i den danske befolkning.
Over de seneste 60 år er antallet af danskere, der lever med den kroniske sygdom, steget fra 2388 til hele 9377 i 2005. Det er specielt kvinder, der rammes.
Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab.
Den kraftige stigning overrasker folkene bag undersøgelsen. Og noget konkret bud på, hvad sygdommen skyldes, er svært at komme med.
- Der er mange teorier. Men vi ved, at de genetiske komponenter betyder noget. Det er hovedsageligt personer fra Skandinavien og Nordeuropa, der bliver ramt af sklerose. Men undersøgelser viser også, at der kan være nogle miljøfaktorer som rygning og mangel på D-vitamin i kroppen, forklarer Joan Bentzen, der er forsker, cand.scient. og ph.d. ved Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab og fortsætter:
- Infektioner kan også have en betydning, for personer med sklerose har oftere haft kyssesyge.
Sklerose rammer centralnervesystemet, og som sklerosepatient kan man blive svært fysisk og psykisk påvirket af sygdommen. Oftest er det unge voksne, der står for skud, og dobbelt så mange kvinder som mænd bliver syge.
Udviklingen, der har betydet, at langt flere end tidligere er sklerosepatienter, kan dels have rod i, at der er flere som får sygdommen, men også at patienterne lever længere med sygdommen.
I 1950 var det kun 9 procent af alle sklerosepatienter, der var over 60 år, mens tallet i 2005 var 26 procent.
Også vores forhold til solens varmende stråler kan spille ind.
- Hvis vi antager, at D-vitamin er en faktor, kan vores ændrede solvaner have betydning. Vi pakker os mere ind af frygt for hudkræft - og det skal man også - men det har måske en negativ effekt i forhold til sklerose, siger Joan Bentzen.
Næste projekt på instituttet bliver at undersøge, om overvægt påvirker risikoen for sklerose. Det er allerede bekræftet i undersøgelser i USA, men den danske rapport forventes først om et års tid.
/ritzau/
































