21. april 2008, 21:27 – opdateret 21. april 2008, 22:28

I lysegrøn, midtsjællandsk idyl mellem marker af anemoner og bondehuse knejser det hvide flag med det røde kors. Her ligger Modtagecenter Avnstrup, som huser en del af de børnefamilier, der var med til at sætte dagsordenen under sidste efterårs valgkamp. De afviste asylansøgerfamilier og deres mulighed for at flytte i egen bolig uden for asylcentrene. I går oprandt dagen for den allerførste af familierne. Familien Merza fra Irak vinkede farvel til Avnstrup for at flytte i egen bolig.

Ingen tårer
»Vi skal rejse, lille ven.« Dian er to et halvt år gammel. Han har store brune øjne, går rundt på gangen og kigger undrende på alle de mennesker, der bærer møbler og tøj ned til en stor flyttebil på parkeringspladsen. Fars kommentar får Dian til at slappe af. Han smiler, sparker til en bold og sætter sig på en plasticmotorcykel og drøner af sted.

Vi er på Modtagecenter Avnstrup, det gamle tuberkulosehospital på Midtsjælland med lyseblå vægge, grå gulve og lange, lange gange. Hospitalsstemningen er her endnu. Tilsat krydderi. En duft af karry og hvidløg møder én på værelse 613, hvor familien Merza har boet i tre et halvt år ud af de godt otte år, som de har tilbragt i Danmark.

»Pyha, der er meget mere, end jeg regnede med. Det er jo vildt tungt,« siger én af familiens venner, der er indkaldt for at bære flyttekasser. Først dem med Playstation-spil, tøj, den sorte lædersofa, til sidst fjernsynet, der kører i rum 613 i ensom majestæt til sidste sekund.

Mor Bahar har rejsefeber, hvis man kan have det uden at skulle flyve eller på ferie. Hun går rundt om sig selv, griner lidt og taber en tingest, der giver et stort rabalder. Bahar er 48 år og familiens klippe. Hun er alene med fem voksne børn fra 18 år til 26 år, Hendes mand døde for nogle år siden. Alle børnene flytter med i huset – inklusive barnebarnet Dian, som er søn af Bahars ældste datter, Mahabat,

»Vi glæder os, siger min mor. Hun taler ikke så godt dansk,« siger Mahabat, mens Bahar nikker og ranker ryggen. Hun er stolt i dag.

Familien har valgt at skifte de midtsjællandske anemoner ud med et rækkehus. Flyttebilen er klar og kører, Bahar venter med at køre med ud til huset til anden ombæring. Hun skal lige pakke det sidste. Imens kører de voksne børn af sted. Farvel Avnstrup, farvel til tre år med hårde dage og gode dage. Der er ingen tårer.

»Please, tag os«
Rækkehuset ti minutters kørsel derfra er nydeligt med nylakerede trægulve. Tre værelser, stor stue, køkken og to badeværelser. Sammen med de røde tulipaner i krukker og træterrassen ligner huset et hvilket som helst hus i Danmark.

»Da vi hørte om muligheden for at flytte, sagde vi: Please tag os. Måske hjælper det os bare 25 procent, det håber jeg,« siger Mahabat. Midt i frustrationen over at skulle bruge sit liv i Danmark på at vente på noget, som hun ikke rigtig ved, hvad er – en fremtid her i Danmark, en fremtid i Irak eller måske noget tredje – kan man i hendes øjne se, at huset hjælper på humøret.

»Nej, hvor er her fedt. Kan jeg ikke også få sådan et hus,« griner én af vennerne.

»Jeg har aldrig haft mit eget værelse før,« siger den mellemste datter, Mivan, mens hun lader sig dumpe ned i en stol på det værelse, der skal være hendes eget. I hvert fald nogen tid.

Ifølge storesøster Mahabat skal der ske noget meget uforudset, hvis familien får lov at blive i Danmark. Mahabat har hørt, at Danmark begynder at sende irakere hjem om senest ni måneder. Hun venter sit og Dians fars andet barn til september. Parret venter på svar på ansøgningen om familiesammenføring. Den kan være deres redning. Dians far har nemlig opholdstilladelse, men de har ikke råd til at bo sammen, for så mister Mahabat lommepengene, som hun får udleveret på Avnstrup. Hvis ikke brevet med en tilladelse til familiesammenføring dumper ned i den nye hvide postkasse uden for provinsparcellen, skal Mahabat og Dian flytte alene tilbage til Irak.

»Jamen, vi vil jo gerne have en opholdstilladelse, for vi har været her så længe og bevæget os så langt væk fra Irak. Men nu prøver vi det her. Det er nok bedre at sidde her og vente,« siger Mahabat.

Imens leger Dian videre. Nu i et hus. Han har fundet en lille mølle, som han piller ved. Han kigger på blomsterne, dufter til en tulipan og sparker hårdt til en bold. Og griner.