Færre men sygere asylansøgere

Der bor halvt så mange asylansøgere på de danske asylcentre end for bare fire år siden, men der bliver brugt samme beløb på social- og sundhedsudgifter, viser et notat fra Udlændingeservice.

40 millioner kroner.

Det koster asylansøgere årligt det danske samfund i social- og sundhedsudgifter trods en halvering i antallet af indkvarterede årspersoner på asylcentrene fra 2004 til 2007.

Det viser et nyt notat fra Udlændingeservice, der også konkluderer, at opholdstiden på asylcentrene i samme periode er steget fra 30 til 43 måneder. Og det er netop de ofte omdiskuterede lange ophold, der gør asylansøgerne syge, vurderer Ebbe Munk-Andersen, der er overlæge i Dansk Røde Kors’ asylafdeling.

»Der kommer efterhånden flere og flere undersøgelser fra andre steder i Europa med samme vilkår som i Danmark, og de viser allesammen, at asylansøgerne bliver syge af at vente i asylcentrene. Det er de manglende fremtidsudsigter, den eksistentielle usikkerhed og belastningen ved ikke at kunne planlægge sit eget liv. Det er en konstant kronisk stressfaktor, der ligger over de her mennesker, og det medfører sygdom,« siger Ebbe Munk-Iversen, der vurderer, at der rent sundhedsmæssigt burde være en maksimal tidsramme på 12 mdr. for opholdet på et asylcenter.

Ifølge Udlændingeservice er antallet af asylansøgere, der har fået afslag på asyl steget markant siden 2004. Mindst halvdelen af asylansøgerne i de danske centre befinder sig dermed i en udefineret sfære, hvor alternativet til asylcentrene er at vende tilbage til deres krigsramte hjemland. Denne ventetid, der også var et omfattende emne under forrige års folketingsvalg, bekymrer socialdemokraterne:

»Det koster samfundet mange penge, ja, men det mest bekymrende er, at det har utrolig mange menneskelige omkostninger, når de sidder der så mange år. Vi er nødt til at skabe mere indhold i tilværelsen,« siger udlændinge og integrationsordfører Henrik Dam Kristensen (S), der især bekymres over, at det er børn, der står for 42 pct. af sundhedsudgifterne.

»Børn og unge skal have en uddannelse, og hvis nogen kan skaffe sig job, er det det eneste rigtige at gøre i ventetiden, så man undgår sygdom,« siger Henrik Dam Kristensen.

Dans Folkeparti mener, at man i stedet bør gøre mest muligt for at sende de afviste asylansøgere hjem til deres fædreland.

»Socialdemokraterne, Radikale og SF har givet asylansøgerne falske forhåbninger om, at de kunne ende med at få asyl, hvis de blev her længe nok. Derfor tror jeg, nogen gerne vil blive her længere, selvom de bliver syge af det. Man skal i stedet skabe betingelser for, at de kan komme hjem hurtigst muligt, det er jo i hjemlandet, de har en fremtid,« siger Dansk Folkepartis udlændinge og integrationsordfører Peter Skaarup, der bakkes op af Venstre.

»Det er meget beklageligt, at sundhedsudgifterne er stigende. Men hele asylområdet er vanskeliggjort af, at det er personer, der ikke vil acceptere den sagsbehandling, de har fået. Om det så er børnefamilier, enlige eller psykisk syge, så er det nogen, der ikke vil rette sig efter myndighedernes afgørelse. Vi ønsker ikke at tvinge nogen hjem, men at folk tager et personligt ansvar,« siger udlændinge og integrationsordfører Karen Ellemann (V).