Stadig færre børn udskyder skolestart, viser rundspørge. - Vi er blevet bedre til at tale sammen og vejlede forældrene, forklarer kommune.
29. juli 2010, 06:00 – opdateret 29. juli 2010, 06:02
Første skoledag med ny skoletaske, store forventninger og nye oplevelser venter lige om hjørnet for Danmarks seks-årige.
Og stadig færre børn udskyder skolestart, viser en undersøgelse, som Ritzau har lavet blandt en lang række danske kommuner.
Sidste år trådte en lovændring i kraft, der betyder, at børn skal begynde i skole, det år, de fylder seks år - medmindre kommunen giver en dispensation.
Lovændringen førte allerede sidste år til et fald i antallet af børn, der udskyder skolestarten, og halvdelen af kommunerne har i år oplevet et yderligere fald, viser en rundspørge blandt 37 af landets kommuner.
- Og jeg tror, vi kommer til at se endnu færre, der vil udskyde skolestart i de kommende år, siger Palle Mygenfordt, skolechef i Kolding Kommune.
Her har omkring 10 procent af de seksårige skolebørn i år fået lov til at vente et år med at begynde i skole.
- Vi er blevet bedre til at tale sammen på tværs mellem skole og børnehave, så vi har mere på fokus på overgangen. Det har givet en stor gevinst, som også har betydet, at børnehavernes vejledning af forældre, der er tvivl om, hvorvidt deres barn er klar til skolestart, er blevet mere kvalificeret, siger Palle Mygenfordt.
Børnehaveklasseledernes forening er lige nu ved at undersøge konsekvenserne af lovændringen
- Men mit indtryk er, at kommunerne generelt har strammet op på området, så der nu skal mere til for at få lov til at udskyde skolestart. Men jeg håber også, at det har betydet mere dialog, siger Pia Jessen, formand for børnehaveklasselederne.
/ritzau/

































