Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fælles appel om ophold til irakere

Fem organisationer retter en fælles appel til integrationsministeren om at give humanitær opholdstilladelse til afviste irakiske asylansøgere.

Giv de afviste irakere humanitær opholdstilladelse. I en fælles appel til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) beder fem humanitære organisationer om, at regeringen genovervejer tvangsudsendelsen af de omkring 260 afviste irakiske asylansøgere.

- Vi er en række rettighedsbaserede organisationer, der mener, at tvangsudsendelserne skaber alvorlige rettighedsproblemer. Derfor appellerer vi nu i fællesskab til, at Birthe Rønn Hornbech giver de afviste irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse, skriver Amnesty International, FN-forbundet, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), Red Barnet og Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN).

Ifølge de fem organisationer giver loven allerede i dag mulighed for at "praktisere en human flygtningepolitik, hvis der er politisk vilje hertil".

Tæt på halvdelen af irakerne kommer fra egne i Irak, der betegnes som kaotiske og uden sikkerhed. Desuden er der torturofre blandt de afviste, og den danske regering har endnu ikke sikret sig, at de kan få behandling i Irak, påpeger organisationerne.

Appellen kommer samme dag, som Rigspolitiet oplyser, at nu har man tvangshjemsendt seks irakere til Bagdad.

/ritzau/