Fædrefrit forældremøde deler debatten

Delte meninger blandt debattørerne på berlingske.dk om Holbergskolens udelukkelse af fædre ved et forældremøde om mobning. Men flertallet har svært ved at se fornuften.

Debatten om Holbergskolens udelukkelse af fædre ved et forældremøde om mobning i aften deler debattørerne på berlingske.dk. Du kan selv deltage i debatten om de fædrefri forældremøder.

Nogle udtrykker forståelse for skolens beslutning, men langt de fleste er lodret uenige og kalder det et knæfald for muslimsk fundamentalisme og et tilbageskridt for integrationen, når man vælger at udelukke skolens fædre fra at deltage i mødet for at sikre, at de muslimske mødre vil deltage i mødet:

- Det er jo et klokkeklart knæfald for muslimsk fundamentalisme og det er selvfølgelig nøjagtig lige så tragikomisk som alle de andre sleske krumspring, vi har set iværksat for at stryge muslimsk intolerance med hårene, skriver ”Jens A.”, mens Marianne Nielsen er ”virkelig chokeret” over at nogen overhovedet kan finde på at udelukke et køn - her mænd - fra at deltage i debat om deres børns vilkår.

LÆS OGSÅ BLOGDEBAT: Mads Kastrup: Søren Pind - du kan selv være en kælling

- For at tilfredsstille de få, udelukker man de mange !!! Hvor er lige logikken i det? Spørger hun.

Og Flora D. Møller er enig:

- Nej det er ikke i orden at udelukke fædre - det er nok engang særhensyn der tages til middelaldernormer og fremmed kultur, skriver hun, mens ” ML” ikke mener, at der overhovedet er tænkt over, hvilket signal, man sender til børnene:

Underkastelse

- Skolen siger indirekte til børnene at det er ok at diskriminere pga. køn.

”Ivan” finder det ”ynkeligt”, når lærernes formand, Anders Bondo Christensen på tv ”i integrationens hellige navn” forsvarer at udelukke fædre fra deres ret til at deltage i forældremøder på skoler:

- Det er ikke integration, hr. Lærerformand -det er submission (underkastelse)! skriver han.

J. Pedersen foreslår sarkastisk ”mere af det samme” og skriver:

- Jubiii. Endelig skal vi til at integrere ved hjælp af adskillelse. Lad os i samme ombæring få kønsadskilte offentlige busser. Vi kan starte med en prøveperiode på Nørrebro. Ellers er det racistiske/fascistiske/islamofobiske danske samfund skyld i, at disse kvinder ikke kommer ud i det pulserende samfund.

LÆS OGSÅ BLOGDEBAT: Søren Pind: Fædrefri forældremøder og kællingesnak

Der kommer imidlertid også mere konstruktive forslag fra Berlingskes læsere i debatten. Bl.a. skriver Michael Rugaard:

- Hvis nu skolelederen havde tænkt sig om, så havde han holdt to møder. Et for alle og så et yderligere for kvindelige out-of-synch-etnikere. Med to forskellige overskrifter og samme indhold. Ingen kunne have gøet ad det, skriver han og får opbakning fra flere, som godt forstår Holbergskolens handlemåde og motiver:

- I princippet er det selvfølgelig ikke i orden, skriver Niels Christensen. Men nu har vores politikere jo ment, at vi skal tage i mod mennesker med de her holdninger. Og det er vel ikke ukendt også i danske folkeskoler, at det hovedsaglig er mødrene, der taler sammen om problemer i klassen.

Hvad er alternativet?

- Prøv nu at se pragmatisk på det, skriver ”Martin”. Hvad er alternativet? Sagen er, at visse kvinder bliver væk. Hvordan sørge for at kvinder deltager i møder? Det nytter ikke noget at bare råbe op og sige, at det er fandme osse galt! Kvinderne kommer ikke af den grund, skriver han og kalder debatten for ”sensationshysteri:

LÆS OGSÅ:
SF: Villy Søvndal er populist

- Er i øvrigt træt af enkeltsager hver gang skal blæses op, tilføjer han. Lad dog skolerne løse deres problemer på den måde de anser er bedst! At folk rundt omkring råber det er alt for galt løser intet!
 
Samme toner lyder fra ”Jørgen M.”:

- Her i Danmark har vi ellers altid været pratisk anlagt og været gode til at tage hensyn til hinanden. Men når det gælder muslimer er ingen sag for lille til det kan bringes helt op på ministerens bord, og få alle til at gå i selvsving. Lad den enkelte skole selv finde en løsning på de praktiske problemer de har hverdagen. Har vi ikke mere presserende problemer i øjeblikket?

Debatten fortsætter også mellem bloggerne på berlingske.dk. Her har Søren Pind modtaget en udfordring fra Mads Kastrup. Læs selv bloggen fra Søren Pind: Fædrefri forældremøder og kællingesnak og fra Mads Kastrup: Søren Pind: Du kan selv være en kælling.