Et mysterie på dit gymnasie

Må man skrive mysterie og gymnasie frem for mysterium og gymnasium? Dansk Sprognævn skal diskutere, om der kan indføres 40 nye dobbeltformer i Retskrivningsordbogen af ie- ium-typen.

Diskussionen har været ført af landets fremmeste skriftkloge siden midten af 1970erne.

Men nu ser det langt om længe ud til, at det i officiel dansk retskrivning bliver tilladt at skrive f.eks. gymnasie på lige fod med det aktuelt gældende gymnasium.

På mødebordet i repræsentantskabet i Dansk Sprognævn vil på fredag ligge ikke færre end 40 dobbeltformer af ie- ium-typen, og umiddelbart tyder alt på, at dobbeltformen bliver vedtaget, hvorefter det ikke længere vil være forkert at skrive f.eks. akvarie, ministerie, solarie eller kollegie.

Uden at give sin holdning helt klart til kende er der nemlig ikke megen tvivl at spore hos formanden for sprognævnet, Dorthe Duncker.

Hun siger:

- Jeg er ikke rigtig leveringsdygtig i konservative holdninger til sproget. Vi kan jo ikke gøre ved, at sproget forandrer sig. Man kan ikke skrue tiden tilbage og sige, at folk skal begynde at gøre noget, som de er holdt op med at gøre.

Også redaktør på Retskrivningsordbogen, Jørgen Schack, mener, at dobbeltformerne vil være at finde i næste udgave af ordbogen, der ventes på gaden i efteråret 2011:

- Rent formelt træffer Repræsentantskabet ikke afgørelse i spørgsmålet på fredag. Men der er mig bekendt ingen modstand i gruppen mod en modernisering af sproget på området.

Ifølge Jørgen Schack ser man relativt sjældent ie-formen anvendt i danske aviser og lignende.

Men det skyldes især, at stavekontrollen i bl.a. Microsoft Word ikke tillader formen og automatisk ændrer f.eks. ministerie til ministerium. Laver man i stedet Google-søgninger eller lytter til vores mundtlige dansk, er ie-formen stærkt udbredt.

Op til udgivelsen af den nye udgave af Retskrivningsordbogen i 1986 var det Dansk Sprognævns ønske at tillade ie-formerne, men den daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) strittede imod, hvorfor dobbeltformerne ikke kunne vinde indpas i dansk retskrivning.

Jørgen Schack forventer, at der kan blive større diskussion i rådets repræsentantskab om et andet forslag, der er på bordet — nemlig at tillade sammenskrivningsformer af begreber som inden for (indenfor), uden for (udenfor), bag ved (bagved) og over for (overfor) uanset, om de optræder som biord eller forholdsord.