En kendt erhvervskvinde fra det københavsnke jetset er sigtet i narkosag. Hun nægter sig skyldig.
31. juli 2009, 17:35 – opdateret 31. juli 2009, 21:30
Politiet har sigtet en kendt københavnsk erhvervskvinde med flere bestyrelsesposter i en sag om narkotika. Kvinden sigtes for at have modtaget 140 gram kokain, med henblik på at levere det videre. Københavns Politik mener, at hun flere gange og på forskellige steder i København har modtaget kokainen i en periode fra 11. maj til 4. juni.
Kvinden blev i går fremstillet i grundlovsforhør, der ikke førte til en varetægtsfængsling. Efter et langvarigt forhør mundede det ud i en løsladelse af kvinden, som anklagemyndigheden ikke kærede.
Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og der blev nedlagt navneforbud, hvilket indebærer, at hendes identitet ikke må afsløres. Ifølge ekstrabladet.dk var begrundelsen for navneforbuddet, at kvinden ikke skal lide unødig krænkelse.
Kvinden mødte ifølge Ritzaus Bureau frem i dommervagten iført et stort tørklæde, hat og en orange joggingdragt. Hun er fortsat sigtet for at have modtaget og videreleveret de 140 gram kokain, der ifølge TV 2 svarer til 800 baner (doser).
Kvinden nægter sig skyldig og hendes forsvarer, advokat Jørgen Lange, tog i går i flere medier kraftigt afstand fra politiets sigtelse, som han kaldte absurd og way out.
Jørgen Lange sagde i aftes til TV 2, at politiet har taget grusomt fejl.
»Det er en sigtelse uden bund i virkeligheden. Der er tale om ren fiktion,« sagde advokaten.
Resultatløs ransagning
Erhvervskvinden, der også er en kendt skikkelse i det københavnske jetset, blev anholdt på sin bopæl. Men ifølge Jørgen Lange fandt politiet under en ransagning i hendes hjem ikke noget, der kunne underbygge sigtelsen.
Han anklagede politiet for at benytte sig af en form for matematik som grundlag for sigtelsen.
Ifølge politiken.dk siger Jørgen Lange, at politiet har registreret kvindens møder med en mand, der i dag sidder fængslet for narkokriminalitet. Og ud fra hyppigheden af møderne og telekontakterne mellem de to har efterforskerne så sjusset sig frem til en mængde kokain, kvinden ifølge politiet har fået udleveret ved hver visit.
I den sigtelse, som anklageren læste op under retsmødet, blev der angivet et navn på den mand, der skal have forsynet kvinden med stoffet.
Ifølge B.T. bygger politiet deres narkosigtelse på, at kvinden inden for et specifikt tidsrum har mødtes med en gammel ven, der har været under overvågning af politiet mistænkt for narkohandel og politiets teori er, at vennen ved syv specifikke møder hver gang overgav 20 gram kokain til kvinden.



































