Energimærkning koster millioner af kroner om året. Men der er ingen påviselig effekt af ordningen, viser ny undersøgelse.
12. januar 2009, 05:48
Energimærkning koster mindst 250 mio. kr. om året, men ordningen får ikke parcelhusejere til at bruge mindre energi, viser en undersøgelse fra AKF, Anvendt KommunalForskning.
Undersøgelsen sammenligner naturgasforbruget i ca. 4000 energimærkede og ikke-energimærkede huse, og den indgår som et væsentligt bidrag i en netop afsluttet evaluering af den samlede danske energispareindsats.
Konklusionen er, at der ikke er nogen påviselig effekt af energimærkningsordningen. Det kan der være flere årsager til:
- Nogle husejere gennemfører energibesparende forbedringer, uanset om deres hus er energimærket eller ej. Andre vil hellere have penge til forbrug her og nu, end de vil investere i energibesparelser, som først er tjent ind om 10-15 år. Andre igen vil hellere bruge penge på et nyt køkken eller et nyt badeværelse. Der er ikke noget sexet ved at investere i en hulmursisolering, siger forskeren bag undersøgelsen, Vibeke Hansen Kjærbye, ph.d.-studerende ved AKF og RUC.
/ritzau/

































