Terapeuter og sygeplejersker skal overtage en del af de praktiserende lægers opgaver. Det er et af de mest konkrete forslag til at løse det store problem med for mange pensionsmodne læger.
28. oktober 2008, 22:30
Det er et dystert budskab, der præger en rapport, der forventes offentliggjort i næste uge.
900 af landets 3.600 praktiserende læger er 60 år eller derover. Og selv om tilbagetrækningsalderen blandt lægerne er stigende – fra i gennemsnit 59,7 år i 2003 til 61,4 år i dag – er der udsigt til en betydelig lægemangel, når antallet af opgaver og behandlingskrævende danskere stiger i takt med, at vi bliver ældre og ældre, og flere og flere lider af kroniske sygdomme som bl.a. diabetes og kræft.
Allerede i dag skønnes det, at der mangler godt 100 praktiserende læger, men det tal vil blive omkring fire gange større på bare fem år ifølge PLO, de praktiserende lægers organisation. Og der er et presserende behov for at finde løsninger.
Som det er i dag, er der et såkaldt normtal på 1.600 patienter pr. praktiserende læge, der kan lukke for tilgangen af flere patienter, når dette tal er nået. Med udsigten til en betydelig mangel på læger har udvalget derfor fået til opgave at se på mulighederne for »ændret regulering af antallet af patienter pr. læge eller praksisenhed«. Det vil sige, hvordan lægerne kan komme til at behandle flere patienter, end de gør i dag. Her vil udvalget fremlægge en »spiseseddel« med forskellige forslag med en vurdering af deres fordele og ulemper, erfarer Berlingske Tidende. Bl.a. ser man på konsekvenserne af at tvinge lægerne til at tage flere patienter, på økonomiske incitamenter og på mulighederne for at få tilknyttet mere klinikpersonale som f.eks. sygeplejersker og fysioterapeuter for at frigøre de praktiserende læger til mere specialiserede opgaver.
Rapporten, der ventes offentliggjort i slutningen af næste uge, kommer til at spille en rolle i de kommende overenskomstforhandlinger mellem de praktiserende læger og regionerne, der går i gang omkring årsskiftet. Fra formanden for Danske Regioners lønnings- og takstnævn Kristian Ebbensgaard (V) er meldingen, at han håber, at regeringsudvalget ud over en status på de demografiske udfordringer på området også kommer med løsningsmuligheder.
»Hvis vi skal have en chance for at komme gennem en situation med færre praktiserende læger, må vi selvfølgelig organisere det på en anden måde, så der kan være flere patienter pr. læge, og det kræver bl.a., at man involverer andet personale,« siger Ebbensgaard.
De praktiserende lægers organisation vil først kommentere rapporten, når den offentliggøres. Men PLO har tidligere tilkendegivet, at man anser tvang for uacceptabelt, og at det vil få flere læger til at gå tidligere på pension. I stedet har man foreslået forskellige økonomiske incitamenter for at tage patienter ud over normtallet på de 1.600.



































