Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

En nation af kontor-kartofler

Nedslidning i dag kommer ikke af hårdt fysisk arbejde, men af fysisk inaktivitet, påpeger eksperter. Vi sidder for meget.

Det kan synes uretfærdigt. Flere danskere har de seneste tre år taget budskabet om mindst 30 minutters daglig sved på panden til sig. To tredjedele lever nu op til det gode råd; vi cykler, motionsløber som gale, knokler i fitnesscentret og tager pligtskyldigt trappen.

Det er bare ikke nok, viser tallene i en ny sundhedsprofil for Region Hovedstaden. For inaktiviteten sniger sig ind på stadig flere af vores vågne timer.

Hver fjerde borger i hovedstaden, 23 pct., tilbringer mere end ti timer med stillesiddende aktiviteter, på arbejdet og i fritiden, og så hjælper det kun lidt eller slet ikke på sundheden, at vi har stivet samvittigheden af med en løbetur eller en time i fitnesscentret, siger overlæge og forskningsleder bag undersøgelsen Charlotte Glümer:

»Det er positivt, at mange har taget budskabet om regelmæssig motion til sig. Men selv hvis man dyrker 30 minutters motion tre gange om ugen, er der meget tid resten af døgnet til at sidde stille. Så nedsætter man ikke risikoen for en hjertekarsygdom,« siger hun.

Hendes budskab er, at sundhed ikke kun kommer af reel motion iført cykel eller træningstøj, men af bevægelse af ben og lemmer hen over hele døgnet. Før i tiden fik vi iltet blodet, når et brev skulle i postkassen, når vi skulle finde husets telefon eller havde ærinder i banken. Nu klares en stor del af hverdagen fra computeren eller mobiltelefonen. Danskerne - og politikerne - skal til at overveje, hvordan vores liv i alle døgnets timer kan indrettes med mere bevægelse; f.eks. med noget så banalt som at arbejde stående ved et hæve-sænkebord på jobbet eller ved at støvsuge noget oftere.

»Jo mere, man sidder, jo højere blodtryk og kolesteroltal. Bare det at gå på toilettet påvirker det positivt. Det er meget små ting, der skal til,« forklarer Charlotte Glümer.

Hvert 12. dødsfald

Paradoksalt nok kan det være stress, som fører til flere timer på bagdelen, mener livsstilsekspert Henrik Byager. Tal viser, at vi konsumerer stadig større informationsmængder og underholdning via TV, internet og smartphones. Det skal vi forholde os til, klare jobbet, hente børnene, lufte hunden, lave mad og dyrke de anbefalede 30 minutters motion.

»Og så har vi virkelig brug for at sidde ned, når vi er færdige med det. Selv om vi går mod en verden, hvor vi i større grad kan håndtere alt »mobilt«, ligger det i den danske nationalsjæl, at vi bruger hjemmet, sidder i sofaen, slapper af og tanker op, når vi skal være gode mod os selv,« siger Henrik Byager.

Inaktivitet alene vurderes at være skyld i syv-otte pct. af alle dødsfald herhjemme. Og seks pct. af alle dødsfald globalt. Selv om man synes, at man forsøger at inkorporere sport og gode vaner i sin hverdag, er det vigtigt at være bevidst om den »lille« motion hver dag og hver time, siger professor og overlæge Bente Klarlund Pedersen:

»I fritiden kan vi selv gøre noget ved passiviteten ved at være bevidst om den. Begrænse sit fjernsynskiggeri, for eksempel. Men vi kan blive nødt til at indrette vores arbejdsliv anderledes. I dag må man slås med sin arbejdsplads for ikke at skulle sidde stille så mange timer. Man bliver ikke nødvendigvis nedslidt af hårdt fysisk arbejde, nærmere af inaktivitet,« siger hun.

Også politikerne har mulighed for at hjælpe folk på rette vej. F.eks. ved at anlægge flere løbestier, flere cykel-p-pladser i byen og færre rulle­trapper.