Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

En moderne kerne-familie

Der er plads til både karriere, børn og kærlighed i Edda Luth og Magnus Møller-Petersens familieliv.

Der blev ikke indgået den store forkromede pagt om familieidealer, da Edda Luth og Magnus Møller-Petersen besluttede sig for, at de skulle være en familie. Men lysten til børn trængte sig hurtigt på for parret, der begge var omkring de 30 år, da de mødte hinanden:

»Og så fik vi dem sgu' bare,« som Magnus Møller-Petersen formulerer det. Først Johanne, der i dag er 16 år, så Mathilde på 13 år og endelig Troels på 11 år.

Men selv om der ikke var nogen forkromet pagt om evigt sammenhold, og beslutningen om børn måske var lidt implusiv, så vidste parret, at de ville vælge en anden familieform end 68er-generationen før dem.

Det blev en lidt mere borgerlig model, og skal man karakterisere femkløveret fra Risskov, så er den mest rammende betegnelse en vaskeægte moderne kernefamilie.

»Rødstrømperne dyrkede meget de frie familieforhold, hvor vores generation nok er vendt tilbage til at have tanker om, at børnene skal tilbydes tryghed og kærlighed i fastere rammer,« fortæller Edda Luth.

Faste rammer

Som eksempel på de faste rammer lægger forældrene vægt på, at børnene skal have gode vaner omkring lektielæsning, de skal aflevere deres ting til tiden, vide hvad det vil sige at være samfundsborger og i det hele taget opføre sig ordentligt. Både over for dem selv og over for deres medmennnesker.

Men selv om familien dyrker en traditionel familieform, så er Magnus og Edda også eksemplet på en moderne forældregeneration, der tager det som en selvfølge, at de begge er udearbejdende, og at man deles om at tage fra i forhold til børnene. Faktisk har begge forældre formået at gøre karriere på skift, mens den anden har kørt et lidt lavere blus i den periode.

Men udover ambitionerne om et spændende job og drømmen om familieliv har Edda Luth og Magnus Møller-Petersen også fundet tid til at være kærester. Faktisk er parret netop kommet hjem fra en tur til London, hvor de var afsted uden børn. Sådan en rejse skal der være plads til mindst én gang om året:

»Det giver os et pusterum, hvor vi bare er os to. I dag bliver man ikke sammen, bare fordi man har fået børn. Jeg vil sige, at det primære er, at vi har det godt sammen, Edda og jeg,« fortæller Magnus Møller Petersen.